23948sdkhjf

Ny dansk energimægler melder ud: Nogle gange kan det være bedre at tage en dag på sofaen

Mogens Pilgaard Sørensen bor i Sorring ved Silkeborg. Det er også her han arbejder. 

Efter at have siddet som trader i blandt andet energimarkedet i 15 år er Mogens Pilgaard Sørensen nu med virksomheden MPS- Solutions sprunget ud som energimægler

Han vil hjælpe virksomhederne med at indhente de bedste priser og aftaler hos leverandørerne af el og naturgas samt sikre at virksomheden er klar over hvilke valg de træffer omkring eventuelt køb af ”grøn” energi.

- Jeg har været god til at købe og sælge på de rigtige tidspunkter, men jeg vil gerne tættere på virksomhederne og dér gøre en forskel, siger Mogens Pilgaard Sørensen om årsagen til, at han efter så mange år som trader valgte at blive selvstændig.

I følge ham selv adskiller han sig fra andre energimæglere på et punkt. Den tekniske og økonomiske viden hans mangeårige virke hos energiselskaberne har givet ham kommer nu virkelig til sin ret.

- Jeg ved hvordan branchen er strikket sammen og hvordan man beregner den konkrete virksomheds pris i markedet. Jeg kan bidrage med hele den tekniske del af det, siger han.

En dag på sofaen

Hos Morgens Pilgaard Sørensen er formålet altså at sikre virksomhedernes el og gas-priser. Og det er ikke one-size-fits-all.

- Et kontormiljø, der har åbent om dagen vil ofte have dyrere priser end virksomheder, der kan bruge strømmen om natten. Profilomkostningerne ændrer sig alt efter hvilken type virksomhed, der er tale om. Jeg kan hjælpe virksomhederne med at kigge fremad og sikre en vis forbrugsfleksibilitet. I og med vi får mere og mere vedvarende energi kommer der naturligt også større udsving i priserne, så nogle gange kan det måske i fremtiden bedre svare sig at tage en dag på sofaen end at holde butikken kørende på for dyr strøm, siger Mogens Pilgaard Sørensen.

Virksomhederne skal altså klædes på til fremtiden og den grønne omstilling.

- De skal have et overblik over de produkter, der findes. Jeg vil også hjælpe dem med, hvordan man profilerer sig som grøn virksomhed og undgår greenwashing, siger Mogens Pilgaard Sørensen

Samtlige virksomheder i DK

Selvom Mogens Pilgaard Sørensen er gammel i gårde og kan købe og sælge energi i søvne, så er det ikke bare lige sådan at stifte egen virksomhed. Derfor har han lagt rigtig megen tid i at opbygge og pleje sine relationer. 

- For mig er det selvfølgelig interessant at tale med samtlige selskaber i Danmark. De skal vide jeg eksisterer, siger Mogens Pilgaard Sørensen, der dog starter med en lidt mindre bid af kagen end 'samtlige virksomheder i Danmark'.

- Jeg har en relativt god tilgang til en specifik kundegruppe, som jeg kan se reagerer positivt på mig og har allerede lavet aftaler. De er godt i gang med deres besparelser nu, siger han. 

I pose og sæk

Mogens Pilgaard Sørensen har siden 3. november 2021, hvor hans virksomhed blev stiftet, knoklet på hjemmekontoret. Med at skabe opmærksomhed om sin virksomhed og om at indgå de første aftaler. Men også med at skrue sin virksomhed sammen så den svarer til hans forestilling om, hvad der er en ordentlig forretning.

- Kunden skal have i pose og sæk. Hvis de finder ud af at et energiselskab giver bedre rådgivning, så fred være med det. Jeg vil ikke binde kunderne, siger han.

Derfor har han også bestræbt sig på at holde omkostningerne nede, så han kan være konkurrencedygtig i markedet.

- Jeg har et hjemmekontor og ikke nogen store omkostninger. Det satser jeg på at holde fast i, siger han.

Det betyder dog også, at selvom der ikke er noget one-size-fits-all over hans løsninger, så skal der udvikles en standard-løsning til især de helt små kunder og private.

- Ellers ædes deres besparelse op af mit honorar, siger han og tilføjer, at han ikke frasorterer nogle typer af virksomheder – heller ikke de små. De høje energipriser er nemlig med til at gøre det mere og mere interessant for alle virksomheder at få et indblik i deres el- og naturgasindkøb.

- Jeg satser på at ramme de fleste.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078