23948sdkhjf

Danmarks førerposition i grøn omstilling kræver fortsat støtte, hvis vi vil helt i mål

Danmark har førertrøjen på, når det gælder grøn omstilling. Den position skal vi holde fast i. Derfor er det helt afgørende, at støtten til fx biogas fortsætter, også selvom støtteordningen i den seneste tid har været genstand for kritik. Kritikken bunder i metanudslip fra flere af de danske biogasanlæg. Dansk Gas Forenings ærinde med dette indlæg er ikke at retfærdiggøre og blåstemple udslip af metan fra biogasanlæg. Tværtimod arbejder branchen dagligt på at finde frem til de bedste løsninger for at komme problemet til livs.

Dansk Gas Forenings ærinde er at minde om, at det, der nu er et vindeventyr, også blev hjulpet på vej via milliardstøtte til grøn elproduktion. Det har med al tydelighed vist sig, at det var det rigtige at gøre. Og den succes skal vi gentage.

Biogas har som grøn teknologi vist sit potentiale: I 2019 var andelen af biogas i gasnettet 11 %, i 2020 var den nået op på 21,2 %, og med udgangen af 2021 er forventningen, at vi er tæt på 40 %, hvilket betyder en markant reduktion i CO2-udledningen. Så både af hensyn til den positive og helt håndgribelige grønne udvikling og for at sikre et solidt hjemmemarked som afsæt for et nyt eksporteventyr er det vigtigt fortsat at støtte biogasproduktionen.

Danmark og EU har netop indgået en aftale om reduktion af metanudslip på COP26. Og selvom hovedparten af den danske metanemission kommer fra landbruget, så kommer energisektoren også til at bidrage. Energistyrelsen arbejder på regler for biogasanlæggenes kontrol af metanudslip, og i EU-regi forventes krav for dokumentation af metanudslip fra gasledningsnettet allerede i 2022.

Gasbranchen har i flere år arbejdet seriøst med at dokumentere og nedbringe metanudslippet, så omlægningen til biogas bidrager optimalt til den grønne omstilling.

Uden fortsat støtte til biogas risikerer vi, at der ikke bliver et nyt dansk energieventyr med grøn gas, som vi har oplevet det med grøn el. Eksempelvis har Danmarks største producent af biogasanlæg, Nature Energy, for nylig præsenteret en strategi for virksomhedens internationale vækst. Frem mod 2030 vil Nature Energy investere ikke mindre end 35 mia. kr. i nye anlæg på internationale markeder. For de midler skal der årligt bygges mellem 10 og 15 nye anlæg, der skal sætte skub i den grønne omstilling. Nature Energy fastslår, at produktionsomkostningerne til grøn biogas på sigt blive halveret. Storskalaproduktionen af biogas var for få år siden ukendt territorium, men teknologierne udvikles p.t., og produktionsmetoderne bliver stadig mere effektive.

Derfor bakker Dansk Gas Forening op om Nature Energy og andre anlægsleverandører, når virksomhederne opfordrer politikere til at investere i klimavenlig energi som biogas.

 

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.078