23948sdkhjf

Vindmøller skal nedbringe CO2-udledning i Randers

Vindmøller i Trikelshøj nær Randers skal sikre grøn strøm til godt 6.000 boliger. Miljø- og teknikudvalget har netop indstillet et planforslag til vedtagelse.
CO2-udledningen skal ned med 75 procent frem mod år 2030, det er ambitionen i Randers kommune. For at nå målet vil kommunen sætte gang i en række forskellige tiltag, der blandt andet omfatter solcelleanlæg på kommunale bygninger, el-besparende LED-lys i gadelamperne samt forbedrede rammer for etablering af biogasanlæg og vindmøller.

Vindmøller er bedst
Især vindenergi spiller en central rolle i Randers Kommunes klimaplan, fordi den giver de største resultater i forhold til at bringe CO2-udslippet ned.

I forlængelse af klimaplanen har kommunen derfor udarbejdet en vindmølleplan, der viser 30 områder med eksisterende og kommende vindmøller.

- Der skal nye effektive vindmøller til, men samtidig skal der nedtages lige så mange ældre møller, der i dag er uhensigtsmæssigt placeret, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Efter at Randers Kommune har modtaget en ansøgning om at opsætte tre vindmøller i området Trikelshøj sydøst for Fårup, har Miljø- og teknikudvalget nu besluttet at igangsætte den plan for området, der tidligere er vedtaget.

- Skal vi nå vores klimamål, er vi nødt til at sætte flere vindmøller op. Med de nye vindmøller lever vi op til de krav, som den nye energiaftale stiller. Den siger, at vi i Danmark skal opstille landmøller med en samlet kapacitet på 1.800 MW. Det er et ambitiøst og nødvendigt mål, og derfor er det vigtigt, at vi allerede nu begynder at tage fat på at løse den opgave, siger formanden for Miljø- og teknikudvalget, Kasper Fuhr Christensen.

15.000 ton mindre CO2
Helt konkret omhandler ansøgningen tre møller med en totalhøjde på op til 130 meter. Hver mølle har en effekt på 3 MW, hvilket ifølge Randers Kommune svarer til, at de tilsammen kan dække strømforbruget i godt 6.000 boliger.

Samtidig er møllerne med til at mindske den årlige CO2-udledning i kommunen med godt 15.000 ton. Det svare til en reducering på fire procent af den samlede CO2-reducering på 320.000 ton, som kommunen skal opnå ifølge den vedtagne klimaplan.

- Det vil med andre ord sige, at vindmøller i forhold til andre energirigtige tiltag er et ekstremt effektivt værktøj til at fjerne forurening, forklarer Kasper Fuhr Christensen.

Forslaget ventes at komme i offentlig høring efter sommerferien.

Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125