23948sdkhjf

Dansk kulværk forventer næsten en fordobling af udledningerne i år

Mens Nordjyllandsværket arbejder for støtte til en fremrykket kuludfasning, forventer kulkraftværket at udlede næsten dobbelt så meget CO2 i år som sidste år.

Nordjyllandsværket befinder sig lige nu i midten af et større spil om, hvorvidt værket skal udfase sit kulforbrug tre år tidligere end planlagt – og om staten vil betale for det.

Det foregår samtidig med, at Nordjyllandsværket forventer at udlede sin største mængde CO2 i fem år.

Det skriver Klimamonitor.

I 2021 regner Aalborg Forsyning med, at Nordjyllandsværket vil udlede 1,3 millioner ton CO2. Det er næsten dobbelt så meget som sidste år, hvor de udledte 700.000 ton CO2.
Det viser en opgørelse, Aalborg Forsyning har sendt til Klimaministeriet, som Klimamonitor har set.

Stigende elpriser har fået kraftvarmeværket til at skovle ekstra kul i ovnen, da kulkraft på det seneste er blevet relativt billigere end gaskraft, der ofte sætter prisen i elmarkedet.

- Hvis man kigger på, hvordan elpriserne er, så er de jo fuldkommen eksploderet. Og vi har et værk, der kan lave el, siger Søren Gais Kjeldsen, direktør for Aalborg Forsyning, til Klimamonitor.

Klimagevinsten ved at udfase kullet fra Nordjyllandsværket i 2025 frem for planlagte 2028 har været i klimafolks sigte et stykke tid. Klimarådet og Concito har begge peget på en fremskyndet udfasning som et effektivt klimaværktøj.

Direktør Søren Gais Kjeldsen er selv bevidst om situationen, hvor forsyningsselskabet argumenterer for udfasning og samtidig bruger ekstra kul.

- Alternativet er, at den samme strøm produceres på et meget ringere elværk, et sted ude i Europa, der kører på brunkul. Vores værk er et af de mest effektive, siger han til Klimamonitor.

Kommenter artiklen (7)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109