23948sdkhjf

Nyt koncept optimerer energiproduktion i solcelleanlæg

Dansk iværksætter har udviklet en teknologi, som overvåger solcelleanlæg og optimerer ydeevnen i hele anlæggets levetid. Investorerne er begejstrede.
Med to kapitalstærke investorer i ryggen, bliver virksomheden EmaZys Technologies ApS nu en del af den grønne satsning i Vejle Nord, og teknologien skal til sommer testes i hele landet.

Teknologien, som er udviklet af iværksætteren bag EmaZys Technologies ApS, Anders Rand, registrerer, hvis et solcellemodul i et anlæg begynder at afvige eller lukker ned. Denne løbende analyse af fejl giver ifølge virksomheden helt nye muligheder for driftsoptimering i solcelleanlæg.

Er der tale om tilsmudsning og støv? Er det elektrisk overbelastning, er der brandfare? Opfylder modulerne den garanterede virkningsgrad – også efter 10år? Det er nogle af de spørgsmål, som teknologien ifølge EmaZys Technologies kan være med til at give et entydigt svar på.

- Vores system kan præcist identificere uregelmæssigheder i solcelleanlægget og forklare dem. Teknologien er udviklet på baggrund af metoder og viden som hidtil var forbeholdt forskningslaboratorier, og det har potentiale til meget store besparelser på drift af navnlig store solcelleanlæg, fortæller Anders Rand.

Investorer parat til at investere
Ideen til den nye teknologi fik Anders Rand efter at have skrevet en Ph.d.-afhandling i et relateret emne omkring solcellers holdbarhed på Syddansk Universitet i samarbejde med Teknologisk Institut. Og fra start har investorer set den gode forretning i ideen.

Innovationsmiljøet Syddansk Teknologisk Innovation, som investerer hovedparten af deres penge på vegne af Videnskabsministeriet, skød kapital i virksomheden, da den blev etableret, og nu investerer også investeringsfonden Insero Horsens flere millioner i virksomheden.

- Vi tror på, at solcellemarkedet både i Danmark og internationalt vil stige markant over de kommende år. EmaZys teknologi kan blive en vigtig brik i dette marked, og den intelligente teknologi har mange muligheder for kunder, markeder og dermed vækst. Den viden, som iværksætteren besidder, er unik, og vi forventer os meget af investeringen, fortæller Ulrik Kragh, formand i Insero Horsens.

Med en investering fra Insero Horsens får EmaZys samtidig mulighed for at blive en del af fondens satsning inden for grønne teknologier, som er forankret i Vejle Nord i det kommende Green Tech Center.

Også investorerne fra Syddansk Teknologisk Innovation ser frem til at skyde en ekstra runde kapital i virksomheden.

- Vi har fra start troet på ideen og er glade for, at vi kan bidrage til at se ideen folde sig ud og blive til en forretning, siger direktør Klaus Holmsberg fra Syddansk Teknologisk Innovation og tilføjer:

- Det er lykkedes EmaZys på kun ni måneder at bygge noget op, som tiltrækker en kapitalstærk investor. Det er et eksempel på, at investeringer i den tidligste fase kan bære frugt.

Prototyper testes til sommer
Med den nye kapital får virksomheden nu mulighed for at ansætte.

- Vi har allerede kørt en del test på vores solcelleanlæg. Det ser lovende ud. Teknologien virker og er enkel at bruge. Grundlæggende kan vi sige, at vores kerneteknologi er på plads og stabil. Det, vi skal fokusere på nu, er at få softwaren helt på plads. Med den nye kapital er vi derfor nu ude at finde de fremmeste hoveder inden for bl.a. softwareingeniører, fortæller Anders Rand.

De næste par måneder færdigudvikler EmaZys deres kommende prototype. Herefter skal den testes over hele landet til sommer.





Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08