23948sdkhjf

Fjernvarmen skal tænkes ind i placeringen af Danmarks næste datacentre

Danmark har cirka 64 større datacentre – men kun seks af disse er koblet på fjernvarmenettet og bidrager med overskudsvarme.

Det er ikke fordi, der mangler vilje fra de andre datacentre til at sende varmen videre, men først fra starten af 2021 er skatten på strøm til varmepumper faldet bort. Og dermed er løsninger til udnyttelse af overskudsvarmen fra datacentre til fjernvarme gået fra at være en meget dyr løsning, til nu at være sammenlignelig med de køleløsninger, som normalt bruges i branchen.

Det forklarer Per Henriksen, der er konsulent i brancheforeningen Datacenter Industrien og som har arbejdet med en ny certificering til grønne datacentre.

- Man har fra politisk side være ivrig efter at få datacentre til Danmark, og så har man lagt dem på ude på landet, hvor grunden var billig, men også på steder, hvor der ikke har været tænkt på genbrug af overskudsvarmen fra datacentret til fjernvarmen. Og så er det svært at gøre noget ved efterfølgende, fordi det koster mange penge at forbinde fjernvarmenettet med datacentret, siger han.

Han fortsætter:

- Og værre endnu, der er ikke nok husstande på fjernvarmenettet til at aftage varmen, da store datacentre ofte udvikler mere varme end en stor provinsby kan aftage, særligt om sommeren, siger Per Henriksen.

Han kommer med appel til beslutningstagerne bag fremtidige placeringer af datacentre.

- Situationen omkring de nuværende centre må vi løse så godt, vi kan. Men fremadrettet vil vi arbejde for, at der bliver tænkt mere over placeringen af datacentre. Datacentre skal lægges i nærheden af store byer og forbindes med fjernvarmen der, siger han.

Økomærket IT

Datacenter Industrien er tjekket ind i den grønne dagsorden og har indført en certificering af grønne datacentre, der sender overskudsvarmen videre. Og det er den certificering som de har tildelt fire danske datacentre hhv. JN Data i Silkeborg, Danfoss på Als, DTU i Risø og Penta Infra i Albertslund.

- Men det handler jo ikke kun om datacentrenes vilje til at afgive. Det handler også om fjernvarmeværkernes evne og vilje til at aftage, siger han.

Han mener dog, at tiden er inde til, at datacentrene skal bidrage til fjernevarmeproduktion i Danmark. Men målet er stadig langt væk, siger han.

- Fjernvarmeværkerne har længe været på vej væk fra én forsyningskilde som tidligere i høj grad var kul og senere flis og anden biomasse. Nu satser de på mere decentral forsyning fra flere forskellige varmekilder, typisk varmepumper opsat strategiske steder på deres forsyningsnet. Her kan datacentre komme til at spille en væsentlig og positiv rolle. Vi er der ikke endnu, men vi nærmer os, og interessen er der fra fjernvarmeselskaberne. Men det kræver ofte investeringer i større fjernvarmeledningerne til og fra fjernvarmeværkerne. Og så bliver det pludselig en proces, der tager tid, siger Per Henriksen.

Og ifølge ham er datacentre en god kilde til fjernvarme fremover.

- Datacentre vil bruge mellem 10 og 20 pct. af Danmarks strømforbrug inden 2030. Og med alt den aktivitet fra øget brug af digitale tjenester blandt andet sociale medier og streaming, så går det tal kun op ad. Alt energi brugt i et datacenter bliver til varme, så vi kan blive en kæmpe bidragsyder til fjernvarmen, hvis man tænker det hele smart fra starten, siger Per Henriksen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094