23948sdkhjf

Nyt navn og ny direktør til raffinaderiet i Fredericia

I dag er skiltene på raffinaderiet i Fredericia skiftet, så det nye navn Crossbridge Energy Fredericia nu er det, man møder.

Crossbridge Energy Fredericia ejes af Postlane Partners, som blev stiftet i januar 2016 og har hovedkontor i Stamford USA og underafdelinger i Houston, Odessa, Fort Wayne og Calgary, Bordeaux i Frankrig, samt nu i Fredericia og København.

Postlane Partners har en portefølje med aktiver i Nordamerika og Europa til en værdi af mere end 900 mio. dollar, svarende til 5,5 mia. danske kroner.

Ny administrerende direktør for Crossbridge Energy Fredericia er Finn Bjørn Schousboe, som netop er tiltrådt.

Finn Bjørn Schousboe er oprindelig uddannet cand. silv. og har senest bestridt jobbet som Business Manager for A/S Dansk Shell, hvor han har arbejdet siden 2011. Før da har han blandt andet været logistikchef hos Novo Nordisk.

Nye muligheder

Crossbridge Energy raffinaderiet i Fredericia vil efter ejerskiftet arbejde med nye muligheder for udvikling af produktionen.

Eksempelvis genbrug af overskudsolie og dermed en grønnere raffinering, planer om at udvikle raffinaderiets muligheder for co-processing af vedvarende råmaterialer samt undersøge mulighederne for produktion af avancerede biobrændstoffer.

Allerede i dag er raffinaderiet i Fredericia verdens tredjemest energieffektive raffinaderi og nummer et i Europa. Således er det blandt andet Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme og leverer, hvad der svarer til mere end 23.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme.

Raffinaderiet har endvidere allerede udført pilottests indenfor co-processing og er derfor i december 2020 blevet certificeret til at kunne raffinere bio-olieprodukter fra bunden i det eksisterende raffinaderianlæg fremfor at skulle tilføre biokomponenter efterfølgende.

I løbet af efteråret forventes at blive taget første spadestik til en brintfabrik ved raffinaderiet. Denne brintfabrik vil blive drevet af Everfuel, men vil levere brint til raffinaderiets produktion.

Der er omkring 250 medarbejdere ansat i Crossbridge Energy Fredericia, som alle er fulgt med i forbindelse med handlen.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156