23948sdkhjf

Kæmpe biometanol- og PtX-anlæg på Vordingborg Havn er det første af mange

Vordingborg Biofuel ApS vil i Vordingborg opføre et af verdens største biometanolanlæg, der kan producere op til 200.000 tons biometanol årligt samt et power-to-X anlæg der kan producere yderligere 100.000 tons e-metanol om året. 

Som råvare til brug for fremstillingen af biometanol skal der udelukkende anvendes halm og overskudsvarme fra anlægget skal benyttes til anlæggets drift samt til fjernvarme. 

Produktionen af ca. 200.000 tons biometanol og ca. 100.000 tons e-metanol vil medføre en forventet årlig CO2-reduktion på ca. 850.000 tons CO2, hvilket svarer til ca. 7 procent af den danske transportsektors årlige CO2-udledning.

Det første af mange

Anlægget bliver det første i en planlagt længere række af anlæg i Danmark og udlandet, skriver Vordingborg Biofuel i en pressemeddelelse.

Som teknisk partner til projektet er valgt Haldor Topsøe og Biofuel Technology, der hver især skal stå for leverancerne af hovedkomponenterne i anlægget. Som teknisk rådgiver i forbindelse med design og projektering af anlægget er valgt Rambøll. 

- Det er helt essentielt, at vi accelererer udviklingen af grønne brændstoffer og jeg er helt overbevist om, at vi kan blive en af de største producenter af biobrændstoffer til konkurrencedygtige priser, samt at dette anlæg kan bidrage til den grønne omstilling i en grad, der ikke er set før. Metanol produceret på vedvarende energikilder har mange anvendelsesmuligheder i transportsektoren, og kombineret med en høj CO2 fortrængning, vil vi kunne tilbyde et unikt produkt, der bidrager signifikant til Danmarks CO2-reduktionsmål, siger Peter Stabell, direktør for Vordingborg Biofuel.

Oplagt råvare

Halm er som nævnt en oplagt råvare i produktionen. Det er en stor energiressource, hvori der ligger en del uudnyttet potentiale, lyder det fra Vordingborg Biofuel. 

- Halm er en oplagt råvare, da den, når den er forarbejdet, er en af de mest stabile råvarer der kan anvendes i et biofermenteringsanlæg og taget i betragtning, hvor store mængder der findes i lokalområdet, er der et stort uudnyttet potentiale for alle parter, siger Peter Stabell.

Den indsamlede halm forarbejdes til briketter, der anvendes i produktionen. Et restprodukt fra produktionen er flydende gødning, der efterfølgende kan anvendes af økologiske landmænd. 

Vordingborg bliver centrum

Vordingborg Havn er valgt, da der er gode betingelser for et projekt af denne størrelse. Der er god infrastruktur og havnen er af en størrelse, så den grønne metanol nemt kan afskibes med store tankskibe. Derudover er der store landbrugsområder og kornproducenter i lokalområdet, så transportafstanden af halm til anlægget vil være minimal. 

Det er også et håb og en forventning fra Vordingborg Biofuel, at projektet kommer til at give et positivt aftryk på Vordingborg Kommune, idet der bl.a. skabes mange arbejdspladser. Anlægget samt tilhørende serviceerhverv forventes at generere ca. 25 fuldtidsstillinger når det er fuldt kørende, og derudover kommer halmen til anlægget fra lokale kornproducenter, hvilket også skaber mange arbejdspladser. 

- Vordingborg Havn er beæret og stolt over, at en så innovativ virksomhed vælger havnen og kommunen til deres placering af anlægget. Vi glæder os til kunne bidrage til udviklingen af grønne brændstoffer og til at bidrage til nye og spændende arbejdspladser i vores kommune, siger Poul A. Larsen på vegne af Havnebestyrelsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079