23948sdkhjf

Lejerbo-blokke har vendt fjernvarme-afgift til indtægt

- En klar succeshistorie, lyder det fra Kim Mortensen, varmemester i Lejerbo afdeling 010 på Parkvej i Høje Taastrup.

Han taler om afdelingens varmeforsyning fra Høje Taastrup Fjernvarme.

For fire år siden besluttede afdelingen at indgå en abonnementsordning, hvorefter fjernvarmeselskabet udskiftede de centrale dele af varmeforsyningen til de syv blokke. Det har i de tre følgende år givet så store besparelser, at abonnementet tjener sig selv ind.

En forbedring på 180.000 kr.

- I 2017, der var de sidste år med vores gamle anlæg, betalte vi cirka 90.000 kr. i afgift til fjernvarmen, fordi vores returvand var for varmt. I 2018 fik vi returtemperaturen så langt ned, at vi modtog en bonus på 93.000 kr. En økonomisk forbedring på mere end 180.000 kr.; det er noget, der luner, siger Kim Mortensen.

Også i de to seneste år har der været plus på kontoen, selv om grænsen for, hvornår der skal betales afgift eller modtages bonus, blev sænket til 45 grader i 2019 og 44 grader i 2020. I de to år har afdelingen rundt regnet fået 76.000 og 65.000 kr. i bonus. 

Tiden var løbet fra anlæggene

Formanden for Lejerbo i Høje Taastrup, Bjarne Hansen er i bestyrelsen for Høje Taastrup Fjernvarme og bragte i 2017 abonnementsordningen på bane over for bestyrelse og varmemester i afdeling 010. Den omfatter 286 boliger fordelt på syv en halv blok, opført mellem 1948 og 1962. 

- Mange af radiatorerne og interne varmeledninger er fra byggeriets tid, ligesom isoleringen er mangelfuld. Derfor var det oplagt at få set på varmeforsyningen. Det var der fuld opbakning til fra beboerne, da vi fremlagde projektet, siger Kim Mortensen i en pressemeddelelse. 

Varmespild smeltede sneen på fortovet

- Jeg var selv meget opsat på at få systemet opdelt i mindre bidder. Vi har jo blokke på begge sider af Parkvej, og i nogle tilfælde var blokke på den ene side af vejen forbundet med varmecentraler på den anden side. Det var uhensigtsmæssigt at føre varmt vand over så lange strækninger, fordi det gav stort varmetab. Om vinteren kunne du se, hvordan sneen smeltede på fortovet ovenover vores ledninger. 

- At blokkene blev varmeforsynet to og to fra samme central medførte også, at vi måtte lukke for varmen i begge blokke, hvis der var en fejl i den ene blok. Det betød 72 boliger uden varme. Ved at få en varmecentral i hver blok vil det kun være 36 boliger, der berøres ved driftsstop, påpeger Kim Mortensen.

Mere effektive og nemmere at betjene

Efter et møde med afdelingen udarbejdede Høje Taastrup Fjernvarme et projekt med syv selvstændige varmecentraler til at afløse de fire gamle. Etableringen af de nye anlæg, inklusiv nye stikledninger til hver blok, er finansieret af fjernvarmeselskabet og ”afbetales” via abonnementet, mens boligafdelingen bekostede et nyt internt ledningsnet for at begrænse varmetab. 

- Vi fik opsat syv nye units foruden varmtvandsbeholdere og kunne også spare de gamle, energikrævende pumper, der pumpede vandet over på den anden side af Parkvej. Når hver blok har sit eget anlæg, har vi også kunnet skifte til mindre varmtvandsbeholdere, der er mere optimale i forhold til energiudnyttelsen, bemærker Kim Mortensen. 

De nye anlæg betyder også, at varmemesteren og hans medarbejdere nu kan styre og overvåge anlæggene fra deres computer og telefoner og modtage alarm, hvis noget er galt.
Intelligent styring af varmen

Selv om afdelingen har opnået en betydelig besparelse, er det ikke gået ud over beboernes komfort. Snarere tværtimod. Som et forsøg har anlæggene det sidste år haft en intelligent styring, der kobler vejrudsigten for de kommende timer med data fra forbruget i enkelte lejligheder. Hvis der er udsigt til, at udetemperaturen falder inden for de nærmeste timer, skrues der automatisk op for det varme vand i ledningerne. Den mere præcise styring giver en optimal drift af anlægget og dermed også en energibesparelse.

- Samtidig har vi skiftet termostater og forpakninger i næsten alle radiatorer. Det har bevirket, at beboerne nu nemmere kan få den temperatur, de ønsker. Mange af de gamle termostater duede ikke mere. Vi har tilmed også fået den gevinst, at antallet af skimmelsager nu er faldet ret markant, fordi varmen fungerer bedre, oplyser Kim Mortensen.

Klar til stor bygningsrenovering

I forlængelse af den succesfulde opdatering af varmeforsyningen og overgang til abonnementsordning har afdelingen i november besluttet et større renoveringsprojekt til ca. 200 mio. kr. for yderligere at forbedre energiregnskabet. 

I projektet indgår bl.a. en forbedret isolering, udskiftning af vinduer, tage og radiatorer i alle blokke.

Arbejdet begynder i 2022 og vil vare til 2025.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093