23948sdkhjf

Din Forsyning investerer i kæmpe fordelercentral til 380 MW varme

Din Forsyning etablerer i forbindelse med projektet Fremtidens Fjernvarme en ny fordelercentral på havnen i Esbjerg. Fordelercentralen går under navnet Ny Krone og skal udgøre hjertet i Din Forsynings projekt, der omfatter en stor havvandsvarmepumpe, et flisværk og overskudsvarme fra lokale virksomheder.

Fordelercentralen skal – som navnet antyder – fordele varmen ud til alle afkroge af Din Forsynings forsyningsområde. 

Leverandør af udpumpningsanlægget er Aktive Energi Anlæg fra Herning. Jakobsen & Blindkilde skal opføre bygningen, der skal huse anlægget. 

Leverancen i hovedtræk

Aktive Energi Anlæg skal som nævnt levere et udpumpningsanlæg med en kapacitet på op til 380 MW, der skal distribueres fra Ny Krone via fire udgange til forsyningsområderne, City Vest, Varde, Hedelund og City Øst.

Fra produktionssiden modtages varme ved to forskellige temperaturer (høj ca. 95°C / lav 35–70°C) som skal blandes på fordelercentralen, så temperaturen optimeres inden den igen sendes ud i bynettet. På retursiden fordeles ligeledes det koldere vand i to retursystemer efter temperaturniveau.

Leverancen omfatter i hovedtræk komplette rør- og el-installationer, herunder levering og montering af otte pumpegrupper med hver to pumper, ventiler, instrumentering, rørisolering, gitterdæk, hovedtavle, PLC og instrumenteringstavle, frekvensomformere til fuldt færdigt installeret og indkørt udpumpningsanlæg.

Ny bygning

Det nye udpumpningsanlæg skal etableres i en ny bygning på havnen i Esbjerg, hvor også havvandsvarmepumpen og flisværket bygges. 

Fordelerbygningen etableres i to niveauer med et indskudt ristedæk. Udover udpumpningsanlægget skal bygningen desuden indeholde transformerrum og en ny el-kedel. Udbuddet på elkedlen har Din Forsyning ikke afsluttet endnu, men selskabet forventer at skulle poste 80 millioner kroner i fordelercentralen inklusiv hardware og løsøre.

Jakobsen & Blindkilde skal levere selve bygningen til fordelercentralen, der får et grundareal på 1270 kvadratmeter og bliver cirka 13 meter høj. 

Bioolien holdt flyttedag

For at få plads til fordelercentralen har Din Forsyning måtte flytte sin 83 tons tunge bioolietank. 

I stedet for at kassere tanken og bygge en ny, blev der nemlig i stedet valgt en løsning, hvor tanken blev flyttet og dermed genbrugt. 

Selve flytningen stod Tjæreborg Industri for. 

Projekterings- og designfasen startes op primo april 2021, og hele projektet forventes afleveret i september 2022.

Artiklen er en del af temaet Video & Billedserier.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093