23948sdkhjf

Klumme: Der er meget at vinde ved at anvende biogas til tung industri

Ved udgangen af 2020 kunne vi i Danmark bryste os af, at 21,2 procent af den gas, vi bruger, er biogas. Ved udgangen af 2019 var tallet 11 procent. Dermed er mængden af biogas tæt ved fordoblet på bare et enkelt år. Det er desuden forventningen, at der i 2023 vil være 30 procent biogas i gasnettet, mens der i 2040 er potentiale for, at al dansk gasforbrug består af gas fra vedvarende energikilder.

Den (bio)gas kan med fordel bruges i industrien, hvor den kan være med til at reducere CO2-udledningen betragteligt. Den mulighed er der heldigvis allerede blevet taget hul på. Det gælder fx den 115 km lange gasledning, det politisk er blevet besluttet at anlægge til Lolland-Falster. En beslutning, vi hilser varmt velkommen i Dansk Gas Forening. For Nordic Sugar, der i dag er den næststørste CO2-udleder i Danmark, betyder gasledningen, at udledningen af CO2 vil blive nedbragt med 51.000 tons, når energiforsyningen omlægges fra kul og olie til gas på de to sukkerfabrikker – i første omgang til naturgas og kort efter til biogas, når de to nye biogasanlæg, der skal levere biogassen, er blevet etableret. I 2019 udledte sukkerfabrikkerne 162.000 tons CO2!

Foruden den omfattende CO2-reduktion betyder omlægningen af energiforsyningen til Nordic Sugar også, at luftforureningen reduceres væsentligt, da gas forurener langt mindre end kul.

Også cementproducenten Aalborg Portland vil lægge produktionen om til gas – i første omgang naturgas og senere biogas. Når det sker fra foråret 2022, betyder det en CO2-reduktion på 800.000 tons per år fra fabrikken.

Ligeledes satser isoleringsgiganten Rockwool på gas i produktionen. Virksomheden har siden nytår brugt biogas på sine danske fabrikker, hvilket betyder, at der opnås en samlet CO2-reduktion på mere end 70 procent. Det gælder både i absolut reduktion og i den relative reduktion målt i CO2 per ton stenuld. Samtidig omlægges virksomhedens strømforbrug til grøn elektricitet, hvilket sammen med omlægningen til biogas vil mindske udledningen med 110.000 tons CO2 om året.

Formanden for Klimapartnerskabet for energitung industri, Michael Lundgaard Thomsen, vurderer helt konkret, at biogas vil kunne reducere industriens CO2-udledning med omkring 25 procent, og det vil bringe den samlede reduktion fra industrien i 2030 op på 50 procent

Foruden at biogassen er med til at gøre energiforsyningen grønnere og bidrager til at nå målsætningen om 70 procent CO2-reduktion, er den grønne gas også med til at øge forsyningssikkerheden herhjemme og gøre os mindre afhængige af gas udefra. Kort sagt er anvendelse af biogas i industrien, hvad vi i Dansk Gas Forening kalder en win-win-situation – og biogassen er et vigtigt og ofte lidt overset element i den grønne omstilling.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093