23948sdkhjf

Forventer 50 ansatte om et år: Enabl går ind i Indien

Enabl har åbnet kontor i Chennai i det sydlige Indien, hvor der indtil nu er 25 medarbejdere. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

I første omgang er det Enabl’s forretningsområde Consulting & Oursourcing, der er beskæftiget i Indien. Næste skridt er at udvide med produktion og service, som Enabl allerede har i Danmark og Kina.

CCO i Enabl Consulting and Outsourcing, Henrik Mathiesen, siger om udvidelsen i Indien:

- Vi vil servicere vores kunder fra Indien, som vi allerede i dag gør fra Danmark, Bulgarien og Ukraine. Jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan imødekomme den kraftige vækst i markedet og vores kunders ønske om vores tilstedeværelse i Indien. Dermed forbedrer vi vores service samt øger vores bidrag til den globale, grønne omstilling. Vindindustrien er i global fremgang, og der er et godt vækstpotentiale i markedet, som vi efterkommer ved at åbne Chennai-kontoret.

Mange nyuddannede ingeniører i Chennai

Enabl’s head of India, Dan Moritz, forventer vækst og har et ønske om at komme rundt om hele Enabl’s værdikæde. Ud over at tilbyde konsulenter vil Enabl også tilbyde produktion og service til kunderne.

- Når vi har udviklet produkter, som for eksempel vingeinstallationsåg, vil vi tilbyde at servicere dem efterfølgende. Vores mål er, at vi om et år har mindst 50 ansatte – lige nu er vi i gang med at ansætte yderligere 10 medarbejdere, siger Dan Moritz.

I delstaten Tamil Nadu, hvor Chennai er hovedstad, blev der uddannet 175.000 ingeniører i 2019 fra 552 uddannelsessteder. Samme år blev der i Danmark uddannet 3.249 ingeniører.

- I vores digitale samfund er det let at arbejde sammen med konsulenter i Indien og andre lande, og på grund af tidsforskellen arbejder inderne, når vi går hjem. Indien er meget optaget af den grønne omstilling, så vi ser også store muligheder på det indiske marked på sigt, siger Dan Moritz.

Enabl fortsætter om kort tid den globale udvidelse, når virksomheden åbner i USA og Frankrig.

Enabl blev en realitet den 1. marts 2021 da ingeniørvirksomhederne Sonne, Biir, Blaaholm og Eltronic Wind Solutions fusionerede.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064