23948sdkhjf

Port of Aalborgs nye godsbaneterminal sparer to års CO2-forbrug

For at imødekomme den stigende efterspørgsel på godstransport via jernbane og give plads til nye virksomheder igangsatte Port of Aalborg i 2020 opførelsen af en ny godsbaneterminal ved Østhavnen i Aalborg.

Området udgør et befæstet areal på 18.950 kvadratmeter samt et 430 meter langt rillespor, og i forbindelse med anlæggelsen har Port of Aalborg arbejdet målrettet med at minimere klimaaftrykket ved blandt andet at anvende alternative byggematerialer.

Anvendelsen af genanvendte byggematerialer til anlæggelsen af sporene har betydet en besparelse på 1950 ton CO2, og det svarer til havnens samlede energiforbrug på to år.

Genanvendte materialer

I samarbejde med jernbaneentreprenørselskabet Aarsleff Rail har Port of Aalborg genanvendt overskydende materialer fra sporrenoveringen af banestrækningen mellem Hobro og Aalborg, og nye beregninger har vist, at resultatet er en langt mere CO2-venlig løsning end det oprindeligt udbudte projekt.

Ligeledes er der under anlægsarbejdet af det nye terminalområde anvendt ikke-forurenet jernbaneballast og granit frem for cementstabiliseret grus og stabilgrus, og det har minimeret klimapåvirkningen betragteligt.

En beregning foretaget af NIRAS har ligget til grund for udarbejdelsen af projektet.

- Vi har fået udarbejdet beregningen for at styrke vores arbejde med at kortlægge og minimere klimaaftrykket. Selvom beregningerne er behæftet med en vis usikkerhed, så fungerer de som et godt pejlemærke for projektets CO2-aftryk. I den sammenhæng er det naturligvis glædeligt, at vi kan konstatere, at der er opnået en signifikant besparelse, som tilmed er økonomisk fordelagtig, lyder det fra projektleder hos Port of Aalborg, Mikkel Kalmo Guldhammer.

Projektlederen glæder sig over den nye terminal, som skal tage imod den stigende mængde gods, der transporteres med tog.

- Det er selvsagt meget positivt, at opførelsen af godsbaneterminalen har givet en stor CO2-besparelse, samtidig med at den kan understøtte den positive udvikling inden for jernbanesegmentet, som er et konkurrencedygtigt og grønt alternativ til vejtransport, siger Mikkel Kalmo Guldhammer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078