23948sdkhjf

Ny runde åbner efter påske: Flere kan nu få tilskud til nye vinduer og varmepumper

En politisk aftale gør, at det oftere bliver muligt at søge om tilskud til energirenovering af hjemmet.

I efteråret var der så stor interesse for at søge tilskud til energirenovering af sit hjem, at langt fra alle ansøgere endte med at få tilskud.

For at flere kan få et økonomisk bidrag i de kommende ansøgningsrunder er et politisk flertal enedes om at justere tilskudsordningen.

Det oplyser Klimaministeriet i en pressemeddelelse.

- Der har været en helt overvældende interesse for at søge tilskud til udskiftning af olie- og gasfyr og energiforbedringer.

- Det er naturligvis meget positivt, at danskerne har taget så godt imod ordningen. Men det betød desværre også, at mange oplevede at få et afslag.

- Derfor har vi nu handlet hurtigt og tilpasset puljen, så flere kan få tilsagn om tilskud fremadrettet, siger klimaminister Dan Jørgensen (S).

Fra blandt andre installatører af varmepumper har der lydt en bekymring for, at tilskudspuljen medfører en "stop-go"-effekt på markedet.

Det betyder, at forbrugerne har holdt igen med at investere, til det igen har været muligt at få et tilskud.

Derudover har tilskudspuljen fået kritik for at have for høje tilskudssatser.

De to kritikpunkter er blevet imødekommet i forbindelse med justeringen af ordningen.

- Vi lærer af vores erfaringer og lytter til den kritik, vi får. Derfor tilpasser vi nu puljen, så vi nedbringer sagsbehandlingstiden, og så flere kan få tilskud. Samtidig imødegår vi de mulige negative effekter på markedet.

- Desuden sikrer vi med flere årlige ansøgningsrunder, at man ikke skal vente et helt år, før man kan søge igen, hvis man får afslag.

- Vi vil følge udviklingen tæt, så vi hele tiden sørger for, at de mange midler, vi har afsat til klimavenlig varme, bliver anvendt så effektivt som muligt, siger Dan Jørgensen i pressemeddelelsen.

Der er i alt afsat mere end 2,3 milliarder kroner til tilskudspuljen. De første 245 millioner kroner blev udmøntet i foråret til 5420 boligejere. Der var dog flere end 19.000 boligejere, der havde søgt om tilskud.

I år forventes der alene at blive fastlagt tre ansøgningsrunder. Den første af runderne åbner i ugen efter påske. Et tilsagn om tilskud gælder i to år.

Aftalen om at justere tilskudsordningen er indgået af regeringen, Venstre, DF, De Radikale, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet.

/ritzau/

Kommenter artiklen (4)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094