23948sdkhjf

Argo om lukning af anlæg: KL's rapport er fyldt med fejl og mangler

Kommunernes Landsforening (KL) har, som et led i udmøntningen af den politiske aftale af 16. juni 2020 om grøn omstilling af affaldssektoren, fået til opgave at pege på, hvilke affaldsforbrændingsanlæg der skal lukkes.

Den foreløbige liste blev offentliggjort før jul. På den figurerer et af Danmarks nyeste anlæg Argo i Roskilde.

Og det er ifølge bestyrelsesformand i Argo Niels Hörup helt hen i vejret.

- Fra et miljø- og klimaperspektiv er det helt ”sort” at Argo er foreslået til at lukke. Argo er et af de nyeste anlæg i Danmark og er derfor også et af de få anlæg, der teknologisk og størrelsesmæssigt har mulighederne for at anvende fremtidens afgørende teknologier som fx CO2-fangst. Argo er også et af de mest miljøvenlige anlæg, som arbejder med i alt 53 miljøparametre for bl.a. luft, slagge, spildevand og CO2-udledning, siger bestyrelsesformand i Argo og borgmester i Solrød Kommune Niels Hörup i en pressemeddelelse.

Fejl og mangler

I KL's vurdering af, hvilke anlæg der skal lukkes, lægges der vægt på forbrændingsanlæggenes effektivitet, anlæggenes miljø- og klimaeffektivitet, påvirkningen af danskernes økonomi, de samfundsmæssige omkostninger samt kapacitetstilpasning til nationale affaldsmængder.

Det giver i Niels Hörups optik et lidt misvisende billede af situationen.

- I analysen ser man kun på fem af de miljøparametre, som har betydning for vurderingen af et anlægs miljøvenlighed, hvilket naturligt giver et misvisende billede af, hvilke anlæg som er mest eller mindst miljøvenlige, siger Niels Hörup. 

Argos fem kritikpunkter

  • Rapporten ignorerer 48 ud af 53 afgørende parametre for et anlægs påvirkning af miljøet.
  • Rapporten forholder sig ikke til et anlægs muligheder for at udnytte fremtidens afgørende miljøteknologier som fx CO2-fangst.
  • Rapporten ser ikke på anlægsinvesteringer og gæld og ignorerer derfor de reelle samfundsmæssige omkostninger, der er ved at lukke givne anlæg.
  • Rapporten bygger på et uens sammenligningsgrundlag af bl.a. anlægs takster, priser og afskrivningsmodeller.
  • Rapporten inkluderer ikke de mest gængse mål for effektivitet – nemlig takster for affaldshåndtering og fjernvarmepriser.

Kilde: Argo

Argo lister i alt fem kritikpunkter af KL's beslutningsgrundlag. Blandt andet at rapporten ikke omfatter alle af de 53 parametre for et anlægs miljøpåvirkning, men kun fem. Samtidig bygger rapporten på et uens sammenligningsgrundlag, lyder det i kritikken fra Argo.

(Listen over de fem kritikpunkter, finder du til højre)

Ekstraregning til 170.000 husstande

KL har i sin vurdering skullet tage højde for anlæggenes effektivitet og de omkostninger, lukningerne måtte have for borgerne

- Målt på pris er Argo et af de mest effektive anlæg. Vi har den næstlaveste affaldstakst på Sjælland og den laveste fjernvarmepris i Storkøbenhavn. Derfor vil en lukning af Argo betyde en ekstraregning til 170.000 husstande på mellem 1.200 – 1.300 kr. om året, siger Niels Hörup og tilføjer:

- Derudover har man ikke i de samfundsøkonomiske beregninger taget højde for, at nye anlæg, som følge af store investeringer, har en gæld. Hvis man lukker Argo i 2026, vil staten derfor stå med en ekstraregning på ca. 930 mio. kr., som skatteyderne ville skulle betale. Økonomisk set er det derfor uhensigtsmæssigt, at man lukker nogle af de nyeste anlæg, mens man for eksempel vælger at bevare et ældre anlæg med en 48 år gammel dampkedel, siger Niels Hörup.

Energistyrelsen skal den 12. februar 2021 træffe endelig afgørelse om, hvorvidt KL’s indstilling af affaldsforbrændingsanlæg, der skal lukkes, kan godkendes.

Energy Supply har kontaktet KL for en kommentar til kritikken.

 (Foto: Colourbox)

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093