23948sdkhjf

Efter voldgift og rødt 2019: Tjæreborg Industri har fået rettet skuden op

- Selskabet havde forventet et positivt resultat for 2019, hvilket ikke blev indfriet.

Sådan skriver Tjæreborg Industri i sin ledelsesberetning for regnskabsåret 2019.

Resultatet på bundlinjen landede på -8,4 millioner kroner og det var hverken meningen eller ventet.

De røde tal får dog ikke lov at residere på bundlinjen ret længe. Tjæreborg Industri forventer sorte tal på bundlinjen for 2020 og er faktisk allerede ret godt på vej. 

2019 i tal og ord

Resultatet for 2019 er væsentligt påvirket af tab i støberiafdelingen, specielt i første halvår af 2019, hvor Tjæreborg Industri har afsluttet flere tabsgivende projekter. 

Salgs- og projektchef Leif Hornbak fortæller, at der i den forbindelse har været nogle projekter, hvor det har været problemer med tidsplanen.

- Vi har ikke kunnet få leveret varer i en korrekt kvalitet, og så skrider tidsplanen. Det bider lidt sig selv i halen. Projekterne er ikke kørt igennem i 2019. Det er noget, der hænger helt tilbage fra 2018, forklarer han.

2019 er ligeledes negativt påvirket af et forlig i en voldgiftssag angående Thyborøn Fjernvarme, ligesom der også indenfor fjernvarmesektoren har været enkeltstående tabsgivende projekter.

I Thyborøn drejede det sig om en sætningsskade i den bygning, der huser fjernvarmeværkets nye flisfyrede værk. Sætningsskaden skyldes, at jordbunden ikke var komprimeret godt nok.

- I den forbindelse blev man uenig om, hvis skyld det var, så vi endte med at være fem parter, der skulle dele en stor regning, siger Leif Hornbak.

Regningen var på 14 millioner kroner – hvor meget af den Tjæreborg Industri har skullet betale oplyser Leif Hornbak ikke. 

Forventet udvikling

Røde tal til trods så går 2020 allerede meget bedre – også bedre end ventet.

Der er kommet styr på støberiafdelingen og omkostningerne i forbindelse med denne er tilpasset.

Og hvad angår fjernvarmesektoren, så oplever Tjæreborg Industri stor ordrefremgang og aktivitet, hvilket forventes at give et positivt bidrag til resultatet for 2020.

I hvert tilfælde har selskabet i halvårsregnskabet 2020 realiseret et positivt resultat før skat på 8,6 millioner kroner.

Derfor er forventningerne til resultatet før skat for 2020 cirka 10 millioner kroner.

- Nu har vi jo fået styr på betonafdelingen, der er ikke flere store voldgiftssager og vi har fået godt gang i varmepumperne hos fjernvarmeværkerne, siger Leif Hornbak om de ting, der danner et godt afsæt for et godt resultat i 2020.

Tjæreborg Industri A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttoresultat 87,5 92
Resultat af primær drift -6,8 -0,35
Årets resultat -8,4 -1,7
Balancesum 118,3 140,4
Egenkapital 31,2 34,5
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094