23948sdkhjf

Forbindelsen til England et skridt nærmere: Gigantisk omformerstation rejser sig i Revsing

I Revsing ved Vejen er arbejdet med en ny, stor omformerstation til Viking Link - den første elforbindelese mellem Danmark og England - nu i gang. 

M.J. Eriksson står for de forberedende arbejder, én af i alt tre storentrepriser på projektet. Den del forventes afsluttet ultimo november i år, oplyser bygningskonstruktør Arne Hartwigsen, Energinet i en mail. 

Hvem, der kommer til at opføre selve omformerstationen er endnu uafklaret, forklarer Arne Hartwigsen og uddyber, at man er midt i udbuds- og forhandlingsprocessen. 

Byggearbejderne er udbudt i de to storentrepriser; henholdsvis entreprise A råhus og B installationer. 

- Vi regner med at indgå kontrakt på storentreprise A og B ultimo november i år, skriver Arne Hartwigsen. 

Bygherrerådgiver er DK2 Bygherrerådgivning og totalrådgiver er Rambøll.

Gør klar til 15.000 kvm bygninger 

Grundarealet af det nye stationsområde i Revsing kommer til at udgøre 19,5 hektar - svarende til cirka 27 fodboldbaner. Her omfatter de igangværende forberedende arbejder muldafrømning på det kommende stationsareal, etablering af to forsinkelsesbassiner samt etablering af byggepladsområde. 

Anlægsarbejdet i Revsing forventes at beskæftige ca. 75 personer i byggeperioden - fra de forberedende arbejder over arbejdet med at bygge og i sidste ende installationsarbejdet og idriftsættelsen af anlægget. 

Selve bygningen bliver 22 meter høj og med et bygningsareal på cirka 15.500 kvm. Omformeren leveres og installeres af Siemens. 

Et nyt vartegn for Vejen Kommune?

Tidligere på måneden blev det omfattende projekt officielt markeret med første spadestik, blandt andre med Vejens borgmester, Egon Fræhr, og Energinets bestyrelsesformand, Lars Barfoed. Her var - ud over samarbejdet med Energinet og den grønne omstilling - bygningen også et omdrejningspunkt ved første spadestik-ceremonien, da Egon Fræhr fik ordet: 

- Revsing Omformerstation bliver en af de største og højeste bygninger i Vejen Kommune, - sagde borgmesteren blandt andet og afsluttede med bemærkningen: 

- Det bliver spændende at følge opførelsen af bygningen og se, hvordan den kommer til at se ud, når den er helt færdig. Måske bliver Revsing Omformerstation et nyt vartegn for Vejen Kommune.

Rejsegilde for bygningen forventes afholdt i efteråret 2021 – og selve bygningen forventes færdig og klar til overdragelse til Siemens den 1. juli 2022. 

Når stationen er færdig kan den levere en jævnspænding på 525.000 volt.

Fakta om projektet

  • Elforbindelsen Viking Link bliver med sine 765 km verdens længste højspændingskabel, og den kommer til at kunne overføre 1400 megawatt – hvilket svarer til effekten fra godt 2,5 store havmølleparker.
  • Omformerstationen i Revsing skal omforme strømmen mellem jævn- og vekselstrøm, da strømmen i stikkontakterne er vekselstrøm, imens transport af strøm i kabler over så store afstande kræver jævnstrøm.
  • Grundarealet af det nye stationsområde i Revsing kommer til at udgøre 19,5 ha – svarende til ca. 27 fodboldbaner.
  • Selve bygningen bliver 22 m høj og med et bygningsareal på ca. 15.500 kvm.
  • Omformeren leveres og installeres af Siemens.
  • Når stationen er færdig kan den levere en jævnspænding på 525.000 volt – til sammenligning er spændingen over det batteri, der sidder i en almindelig personbil, 12 volt.
  • Rejsegilde for bygningen forventes afholdt i efteråret 2021 – og selve bygningen forventes færdig og klar til overdragelse til Siemens den 1. juli 2022.
  • Anlægsarbejdet for landkablet i Danmark indledes i løbet af efteråret 2020.
  • Udlægning af søkablet mellem Danmark og England gennemføres i 7 etaper – hvoraf første kabellængde udlægges i foråret 2021 og sidste kabellængde i sommeren 2023.
  • Viking Link skal stå klar til idriftsættelse den 31. december 2023.
  • Viking Link etableres af Energinet i samarbejde med det britiske selskab National Grid.
  • De forventede totale anlægsomkostninger for Viking Link er ca. 13 mia. kr. - hvoraf Energinets andel udgør halvdelen.

Kilde: Energinet

 

 

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078