23948sdkhjf

Bakterier på vandværk gav kogepåbud i Fredericia

Søndag kan beboere i Fredericia, der har måttet koge vandet siden natten til lørdag, nu igen drikke fra hanen.

Beboere i Fredericia, der i weekenden har måttet koge deres drikkevand, kan søndag eftermiddag igen drikke vandet. Det skriver forsyningsselskabet Trefor Vand i en pressemeddelelse.

Natten til lørdag blev der indført en anbefaling om at koge vandet i en del af byen, da der var fundet bakterier i vandprøver.

- Vi har brugt weekenden på at hente nye prøver ind, som nu er blevet analyseret og erklæret rene, og på det grundlag har myndighederne valgt at ophæve kogeanbefalingen, skriver vandforsyningschef i Trefor Lars Skjerning i meddelelsen.

Der blev fredag fundet coliforme bakterier i en prøve fra et vandværk i en grad, at det overskred grænseværdierne. Myndighederne anbefalede derfor borgerne at koge vandet inden brug.

Anbefalingen dækkede en stor del af Fredericia og omkring 10.000 borgere i området.

Siden da har Trefor taget og analyseret 46 prøver uden at finde problemer.

- Det er usædvanligt. Normalt vil man ved en forurening se en række forskellige prøver give udslag, men det har ikke været tilfældet her, hvor det har været en enkelt prøve, der har vist overskridelser, skriver Lars Skjerning.

Forsyningsselskabet, der er blandt de største i Danmark, skriver, at man nu vil gennemgå forløbet for at forsøge at finde ud af, hvad der er sket.

Det skal være med til at undgå, at borgerne i Fredericia en anden gang skal til at koge vandet.

- Det er ikke nogen ønskværdig situation med en kogeanbefaling, blandt andet fordi det er til stor gene for rigtig mange mennesker.

- Men vi har oplevet meget stor samarbejdsvilje og en positiv indstilling fra fredericiaborgerne, og det er vi meget, meget taknemmelige for, skriver Lars Skjerning.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078