23948sdkhjf

Banebrydende teknologi på varmerør bliver testet i Jyderup

Jyderup har hovedrollen i et nyt forsøg, der kan være afgørende for fremtidens fjernvarmeselskaber i hele Danmark. Det fortæller forsyningsselskabet Fors - det tidligere Roskilde Forsyning - i en pressemeddelelse.

Fors er i gang med at teste en ny teknologi, der fremover kan give viden om tilstanden på fjernvarmerørene i jorden. Det skal give værdi i forhold til planlægning og prioritering af renoveringsarbejdet, men også i forhold til overblikket over økonomi og fremtidige investeringer, konstaterer selskabet.

- Vi er meget spændte på de forskellige forsøg i pilotprojektet, da det kan være banebrydende, hvis forsøget lykkes. I dag har branchen ikke så mange muligheder for at kende til rørenes tilstand i jorden uden at skulle tømme og grave dem op. Faktisk har vi kun termografering, som oftest først kan bruges, når der allerede er en utæthed, nævner vandchef Steffan Alexander Thule Madsen fra Fors.

- Med denne teknologi kan vi se rørenes tilstand i op til 100 meter, mens de er i drift. Det giver os mulighed for at planlægge, så vi undgår brud på rørene. Det giver en bedre kundeoplevelse, fordi vi kan varsle om renoveringsarbejde, men det gør i den grad også noget ved økonomien, at vi ikke akut behøver at reparere bruddet midt om natten, tilføjer han.

Metoden til at tage temperaturen på rørenes tilstand er kendt fra raffinaderibranchen og hedder Long Range Guided Waves. Det er en anerkendt og gennemprøvet teknologi, der med ultralydsscreening viser ændringer og uregelmæssigheder i røret, men metoden er aldrig før prøvet på fjernvarmerør, skriver Fors.

Ikke helt som ønsket

- Vi har allerede kørt de første testforsøg, hvor det i første omgang ikke gik helt som ønsket. Vi er stødt på udfordringer. Vi kunne desværre kun måle to meter rør, fordi lydbølgerne dæmpede sig. Det medførte, at vi ikke kunne få nødvendige data. Nu undersøger vi, om det er muligt at anvende en anden måler, eller om det er rørenes materiale, der spænder ben for brugen af lydbølger. I hvert fald har vi på ingen måder mistet modet, siger projektleder Kamille Brix fra Fors.

Hun påpeger, at fjernvarmenettet i Jyderup efterhånden har mange år på bagen, og at det ses på tilstanden af fjernvarmerørene. Derfor er Jyderup ifølge Fors er et oplagt sted at køre testforsøget.

- Vi ved, at der i fremtiden er behov for en større undersøgelse af fjernvarmenettet i Jyderup for at afdække, hvor der præcist er behov for en renovering. Med denne nye teknologi kan vi få en velfunderet tilstandsvurdering uden at skulle grave hele byen op. Hvis vi kan knække den teknologiske nød og få målemetoden til at virke på fjernvarmerørene, er der ikke bare stort potentiale i at måle på rør generelt, men særligt også på rørstrækninger under store vejanlæg og jernbanespor, siger Kamille Brix.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063