23948sdkhjf

Tre store ordrer giver en god buffer i corona-tider

Virksomheden Krebs A/S med værksted i Haverslev har eksisteret i cirka halvandet år. Ejer og stifter Morten Krebs har allerede en del af rive i – faktisk så meget at virksomheden er godt polstreret til at håndtere corona-krisen.

Tre ordrer arbejdes der på i øjeblikket. 

- Langt den største ordre er til Kongerslev Fjernvarmeværk. Vi skal levere en 1,5 MW el-drevet varmepumpe. Den opgave fik vi for to måneder siden, og den skal afvikles i år, siger Morten Krebs.

En anden opgave er levering af en elkedel til Horsens Fjernvarme på 15 MW.

- Det arbejde går vi i gang med nu, og det skal være færdigt til sommerferien. Elkedlen skal bruges til at producere varme, når strømmen er billigst, siger Morten Krebs.

Den sidste ordre er et dampkedelanlæg til pålægsproducenten Defco i Aarhus, hvor den skal anvendes i produktionen af eksempelvis rullepølse.

Corona hos Krebs
Krebs A/S er, som alle andre virksomheder i landet, selvfølgelig berørt af corona-virus. Alligevel er det lykkedes for Morten Krebs at holde hjulene i gang.

- Vi har været så heldige, at vi har haft en del arbejde her på værkstedet, og det har vi prioriteret at få afviklet. Og så har vi holdt så få møder med eksterne som muligt, siger Morten Krebs.

Når det kommer til aktiviteten i markedet, kan Morten Krebs se en væsentlig forskel på niveauet før og under corona.

- Vi kan godt mærke det. Vi har nogle få kunder, der har meldt fra og sat investeringsstop for i år, men i og med at vi har fået de tre ordrer, så har vi en god buffer, siger Morten Krebs.

Han er som sådan ikke bekymret for situationen. Det skyldes nok i høj grad, at de to områder, han leverer ind til, skal fortsætte produktionen uanset verdenssituationen.

- Det er godt, vi har de to ben. Fjernvarmeværkerne skal jo stadig producere varme og fødevareproduktionen skal jo også holdes i gang, siger han og tilføjer:

- Vi har nogen tilbud ude – også i fjernvarmen – men nu venter vi lige og ser, hvad der sker.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.281