23948sdkhjf

Corona sænker hastigheden hos Hofor

Gravearbejderne fortsætter, men Hovedstadsområdets Forsyningsselskab er også påvirket af viruskrisen

Der graves fortsat tunneller og lægges rør i jorden rundt om i hovedstadsområdet, hvor Hofor arbejder.

Men Hovedstadsområdets Forsyningsselskab er som de fleste andre påvirket af coronakrisen, oplyser selskabet.

- Vi har enkelte byggepladser, hvor der er medarbejdere eller entreprenører/rådgivere, der er ramt af for eksempek karantæne. Derudover har vi på nogle projekter enkelte udenlandske medarbejdere/specialister, der er rejst hjem, fordi deres hjemlande har opfordret til dette - på tilsvarende vis som Danmark har gjort. Det nedsætter hastigheden af fremdriften for de respektive projekter, skriver Hofors presseafdeling i en mail.

Ud over at forsyne hovedstadsområdet med eksempelvis vand, spildevandsafledning, fjernvarme og bygas, er Hofor også i gang med flere vindmølleprojekter både i og uden for København.

Fastholder forsyningssikkerhed
Og når det gælde selve driften, forsøger Hofor at fastholde forsyningssikkerheden og størst mulig sikkerhed for medarbejderne og følger udviklingen nøje.

- Vi fortsætter med så mange af vores projekter som muligt. Det gælder drift og vedligehold af vores ledningsnet, så vi kan sikre en stabil forsyning til vore kunder. Og også de store anlægsprojekter - tunneler, renovering af vandværker og så videre - som er kritisk for forsyningssikkerheden på den længere bane også, oplyser Hofor.

Ifølge selskabet, er Hofor godt rustet til at sikre alle sine forsyninger og projekter.

- Vi er ikke på nuværende tidspunkt bekymrede, men vi følger udviklingen nøje og følger myndighedernes anbefalinger, skriver selskabet.

Hofor har løbende iværksat forholdsregler i overensstemmelse med selskabets beredskabsplaner og myndighedernes anbefalinger.

Kritiske funktioner
Blandt andet har Hofors ledelse på baggrund af regeringens udmelding bedt medarbejderne i videst muligt omfang at arbejde hjemme med virkning fra forrige fredag og foreløbig to uger frem.

- En række medarbejdere er kritiske for at drive vores forsyninger, anlægsprojekter og supportfunktioner og er nødt til at være tilstede på vores lokationer. De er blevet udpeget og har modtaget instruktioner, så vi samtidig kan fastholde forsyningssikkerheden og størst mulig sikkerhed for medarbejderne, oplyser Hofor.

Corona-taskforce
Inden for en række funktioner har Hofor opdelt medarbejderne i skiftehold, der ikke indbyrdes har kontakt. Her har alle medarbejdere fået indskærpet råd om hygiejne- og sikkerhedsforanstaltninger, som Sundhedsstyrelen har udsendt. Nøglemedarbejdere har særligt fået indskærpet, at de så vidt muligt isolerer sig fra potentielle smittekilder.

Derudover er der nedsat en corona-taskforce under ledelse af Hofors tekniske direktør Bjarne Korshøj, som følger udviklingen nøje og hele tiden tilpasser virksomhedens beredskab til nye meldinger og anbefalinger fra myndighederne.

- Og ikke mindst forsøger vi at holde humøret oppe i nogle svære arbejdssituationer, lyder det fra Hofor.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125