23948sdkhjf

Overskudsvarmen fra Aalborg Portlands grå ovn genbruges i de hvide

Aalborg Portland investerer hvert år et stort millionbeløb i projekter, der skal reducere energiforbruget i den energikrævende cementproduktion.

Sidste år afdækkede virksomheden et hidtil ukendt potentiale, hvor overskudsvarme fra Aalborg Portlands største cementovn, der producerer grå cement, overføres til virksomhedens fem hvide cementovne.

Det har kostet 16 millioner at gennemføre projektet, der har betydet en reduktion af energiforbruget på hele 30 gigawatt-timer om året. Det svarer til det gennemsnitlige årsforbrug af el i mere end 7.800 danske husstande eller 3.500 tons kul.

Fra grå til hvid
Aalborg Portlands største ovn producerer hver dag ca. 4.500 tons cementklinker, som omdannes til den færdige grå cement. I denne proces bliver råstofferne først opvarmet til ca. 1.500 grader, hvorefter cementmineralerne nedkøles i en klinkerkøler med atmosfærisk luft. Denne proces medfører en stor mængde overskudsvarme, som tilbageføres og nyttiggøres i samme ovn.

En mindre del af varmen fra den bagerste del af køleren har hidtil ikke kunnet nyttiggøres, og det er den overskudsvarme, som Aalborg Portland nu har mulighed for at anvende. 

- Vi har de seneste år arbejdet intensivt med at energioptimere produktionen i Aalborg, og det er fantastisk at se de meget konkrete resultater, som vores nye ideer og projekter har, forklarer produktionsdirektør Søren Konstmann Lausen fra Aalborg Portland.

Projektet, med at anvende varmen fra den grå ovn i de hvide, er da også en udløber af et projekt, som har kørt i flere år.

- Vi har i de sidste ti år kørt overskudsluften fra klinkerkøleren over på vores kul-møller, og det har vi gode erfaringer med. Så med udgangspunkt i samme proces, har vi fundet aftagere til den resterende luft, siger Søren Konstmann Lausen.

Aftagerne er de fem hvide ovne, der producerer hvid cement, og en enkelt kul-mølle mere.

For at realisere projektet har Aalborg Portland i samarbejde med rådgivere og maskinbyggere konstrueret et sindrigt system af rør og ledninger, som leder overskudsvarmen videre fra ovn til ovn. Det nye forsyningsnetværk er konstrueret af mere end 250 meter fuldt isolerede rør med en diameter, som spænder fra 500 til 1.800 millimeter, i alt ca. 70 ton rør og dertil ca. 60 tons bærende stålkonstruktioner.

En vedvarende proces
Aalborg Portland er blandt nogen en udskældt størrelse og blandt andet årsagen til at EU Kommissionen har valgt at putte Nordjylland på en liste over de regioner i EU, der har problemer med den grønne omstilling.

Virksomheden erkender sit ansvar og arbejder konstant med at finde nye veje og metoder til en grønnere produktion.

- Det er en vedvarende proces, der kræver løbende investeringer i udviklingsprojekter, og vi er slet ikke færdige med at optimere vores i forvejen højteknologiske og ressourceeffektive produktion. Der er stadig et potentiale for yderligere energieffektivisering og ikke mindst for udnyttelse af overskudsvarme, og vi forventer at kunne løfte sløret for flere bæredygtige tiltag i produktion i den nærmeste fremtid, siger Søren Konstmann Lausen

Et af de projekter, der er undervejs, er et energirenoveringsprojekt, der omfatter en udskiftning af de ildfaste sten, som beklæder indersiden af ovnene og forhindrer, at rørene smelter. De nye ildfaste sten har en øget isoleringseffekt, som derved mindsker behovet for brændsel.

Aalborg Portland er gået i gang med projektet, men det er mere omfattende end som så, og kommer til at løbe over de næste år, hvor de ildfaste sten udskiftes i etaper.

Derudover kigger virksomheden også på om der kan laves lidt mere fjernvarme af overskudsvarmen.

- Det skal hentes i den anden ende af den grå ovn i den røggas, der ryger ud der. Men det er et noget større projekt, end det vi har gang i lige nu, og det er ikke modnet nok til, at jeg kan sige mere, siger Søren Krostmann.

Der bliver altså gået til den på Rørdalsvej 44 i Aalborg og det får ikke ende lige foreløbigt. 

- Vi har arbejdet intensivt med at reducere vores CO2-aftryk i mange år. Selv de lavest hængende frugter kan have en stor effekt i et produktionsanlæg af vores størrelse, og derfor søger vi at optimere i alle afkroge af vores produktion og vores organisation, slutter Søren Konstmann Lausen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094