23948sdkhjf

Se billederne: Erhvervsministeren til tops i kæmpe-vindmølle

:- Det kan godt blive lidt vanedannende, lød det fra erhvervsminister Simon Kollerup, da han var tilbage på jorden efter en tur op i møllehuset på en af møllerne i Danmarks indtil videre største landbaserede vindmøllepark, der er ved at blive rejst langs kysten nordvest for Aggersund.

Besøget i vindparken indgik i en rundrejse til en stribe nordjyske virksomheder, herunder firmaet bag vindmølleparken, Eurowind Energy A/S i Hobro.

Efter at have taget turen ned ad den indvendige stige fra nacellen i 85 meters højde var ministeren nok nede fysisk, men mentalt befandt han sig stadig i højden.

- Det var på alle måder en storslået oplevelse. At se ud over rigtig meget af Nordjylland fra så høj en placering i et punkt, der er landets største landbaserede vindmøllepark, det er storslået. Både fordi det er højt og fysisk storslået, men også fordi det her er et vidnesbyrd om, at den grønne omstilling, Danmark har gang i, har et stort erhvervseventyr i sig. Det er også det erhvervseventyr, jeg er kravlet til toppen af i dag, lød det fra Simon Kollerup, mens han kæmpede for at komme fri af seleanordningen, der skulle hindre et fald fra højden.

Hver af parkens 18 møller har en effekt på 4,3 Megawatt, og Jens Rasmussen, administrerende direktør for Eurowind Energy A/S, der har deltaget i udviklingen af projektet, og som ejer hovedparten af møllerne, fortæller, at de støttet af den seneste tids stærke blæst er kommet stærkt fra land.

- For første gang i firmaets historie har vi haft enkeltmøller, der har rundet en produktion på 100.000 kWh på et døgn, siger han. Omsat til forbrug svarer det til 25 husstandes forbrug i løbet af et år.

Styrker tro på målsætning
Oplevelsen af det vedvarende ”kraftværk” indefra har understøttet Simon Kollerups tro på, at det er muligt at nå i land i forhold til regeringens målsætning om at nedbringe CO2-udledningen med 70 procent i 2030 sammenlignet med 1990.

- Når vi ser, hvad vores erhvervsliv kan sætte i værk, som både skaber gode penge og samtidig grønne løsninger, er jeg optimistisk, hvad angår at opfylde målsætningen, siger erhvervsministeren, der trods de mange vindmøller landet over, specielt i området, hvor den nye park står, påpeger, at der er langt mere at hente på vindkraftområdet.

- Vindenergien har gennem en årrække spillet en nøglerolle i Danmarks grønne omstilling, og jeg tror kun, at vi kommer til at se vind spille en endnu større rolle. Ikke alene her i Danmark, men i endnu højere grad på verdensplan, hvor vi eksporterer vindmøller til både placering på havet og på land i stor stil, siger erhvervsministeren, der påpeger, at der trods det nuværende niveau stadig er et kæmpepotentiale i forhold til at øge eksport af vindkraft.

- Af den grund har vi fundet det fornuftigt at styrke eksportkreditfonden under Erhvervsministeriet,for derved at bringe vindmøllerne endnu stærkere ud på verdensmarkederne. Danmark har skabt grønne løsninger verden har brug for, og det tjener vi kassen på, siger han og tilføjer, at den danske førerstilling inden for vindkraft får ham til at tro på, at det er muligt at opfinde en ny teknologi, der kan gøre vindkraft kunsten efter.

- Det er det guldæg, regeringen og jeg som erhvervsminister leder efter i den grønne omstilling, siger Simon Kollerup, der fastslår, at det er de høje ambitioner og viljen til at gå foran, der giver Danmark en chance.

Mere strøm, færre gener
Hverken hvad angår landmøller eller havmøller, er situationen dog helt smertefri. Havmøller er dyre, og for vindmøller på land gælder, at der ofte opstår lokal modstand fra de kommende naboer til møllerne, hvilket gør det vanskeligt for kommunerne at gennemføre de nødvendige lokalplaner.

Simon Kollerup ser dog en mulighed for en fortsat vækst i vindkraft på land, i hvert fald målt på kapacitet.

- For mig at se er der mulighed for, at nye vindmøller opleves som et positivt bidrag til lokalsamfundet. Vi har i mange år trukket med diskussion om, at landmøller er en stor gene for lokalområdet, men i og med, at vi kan nedtage rigtig mange af de små møller, der støjer mere og snurrer hurtigt rundt, og sætte færre, større og støjsvage møller op, opnår vi mere strøm til gavn for os alle, men færre gener lokalt. Det passer godt til mit temperament og mit tankesæt, at det her stærke bidrag til den grønne omstilling, som landbaserede vindmøller er, bliver et stærkt bidrag til lokalsamfundet, og det er det, store møller kan, siger Simon Kollerup.

Jens Rasmussen, møllefirmaets administrerende direktør, bekræfter, at det er et reelt mål.

- Andre steder, hvor vi har erstattet et antal ældre møller med færre store, får vi positive reaktioner fra den lokale følgegruppe, forklarer han.

Man hører ofte synspunktet, at vindmøller skal stå på havet. Hvad er dit syn på det som erhvervsminister?

- Vi skal have nye møller begge steder. De skal stå både til havs, hvor vi skal udvide rigtig meget, og på landjorden gennem den udskiftning, der er i gang, siger Simon Kollerup.

Men hvorfor ikke bare på havet?

- Vi skal, og det tror jeg er en stærk nordjysk idé, få mest muligt ud af pengene, og der er landbaseret vindkraft bare en rigtig effektiv energiform, som vi også skal have fremadrettet, fastslår Simon Kollerup.

Ni år fra idé til drift
At landbaseret vindkraft er effektiv, betyder ikke, at det er nemt. Jens Rasmussen fortæller, at der fra den første tanke om at opstille nye møller på lokaliteten er gået ni år. Den lange behandlingstid er brugt på forhandlinger med lodsejere og ejere af de eksisterende møller på arealet, og på et tidspunkt stillede en EU-dom sagsbehandlingen i bero. Endelig har den kommunale planlægning trukket ud, fordi to kommuner var involveret.

Og der er store beløb involveret. Prisen for parken ligger på cirka trekvart milliard kroner, herunder erstatninger, betaling af lodsejere og ejerne af de nu fjernede møller.

Jens Rasmussen ønsker ikke at oplyse den samlede udgift for sidstnævnte forhold, blot at der er tale om et trecifret millionbeløb.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126