23948sdkhjf

Danmark skal have den gule førertrøje i europæisk partnerskabelse

Dette indlæg er skrevet af Preben Birr-Pedersen fra House of Energy.

Holdninger og anskuelser står derfor for hans regning.

I en tid, hvor verdens største økonomier nærmer sig politisk overophedning, og hvor vinteren ikke er så kold, som den burde være, er der en tendens, der varmer mig. Det, jeg har beskæftiget mig mest med i de sidste 25 år: bæredygtig energi og partnerskabelse, er blevet moderne i helt uhørt grad.

Politiske ledere, topchefer i den tunge industri og helt almindelige, besindige borgere, melder sig i fællesskab ind i kampen for den grønne omstilling. Herhjemme har regeringen lanceret sine klimapartnerskaber til at levere visioner for virksomhedernes bidrag til især ambitionen om at levere på målsætningen om 70% CO2-reduktion i 2030, den har dedikeret sin forstærkede forskningsmilliard (1.4. mia DKK) til forskning i og udvikling og demonstration af grønne løsninger, og den barsler med den første egentlige klimalov.

Blandt både danske og udenlandske virksomheder afspejler deltagelsen i partnerskaberne et øget samfunds- og særligt klimaansvar. Størstedelen af projekterne finansieret af den forstærkede grønne forskningsmilliard vil være samarbejdsprojekter bevilliget af Innovationsfonden og Energistyrelsens Udviklings og Demonstrationsprogram, og de bygger dermed videre på en stærk dansk tradition for samarbejde mellem forskningsinstitutioner, erhvervsliv og offentlige organisationer. Klimaloven ville ikke have gang på jord, hvis ikke der var en stemning i vælgerhavet af, at det hastede med at få gjort noget ved klimaudfordringen, og at Danmark har en væsentlig rolle at spille – og samtidig også ufatteligt meget at vinde - i den transformation.

Fælles for initiativerne er, at de er partnerskabs- og aftalebaserede. Og noget tilsvarende gør sig også gældende i Europa. EU har for nyligt lanceret sin Green Deal, som er en ambition om et CO2-neutralt Europa i 2050. I pagt med FN’s Verdensmål er det bærende mål i The Green Deal, at CO2-neutraliteten ikke sker på bekostning af biodiversitet eller den sociale sammenhængskraft i de europæiske medlemsstater.
Det er sensationelt ambitiøst og kan ikke lade sig gøre, medmindre de europæiske ambitioner hjælpes på vej af de folk og lande, der har været nede ad den vej før. Derfor lægger Aalborg Universitet Sydhavnen 16. marts 2020 hus til et event, hvor en række førende, danske energi-aktører udvikler et sæt af danske anbefalinger til den europæiske Green Deal. Eventet, som er udtænkt og arrangeret af House of Energy, AAU og DTU, vil fokusere særligt på, hvordan forskningen kan spille en afgørende rolle for realiseringen af the European Green Deal.

Det er selvfølgelig rigtigt fint for EU og for klimaet, men hvad har de danske aktører egentlig ud af at sætte sig på den europæiske dagsorden? tænker du måske. Men så bare spørg ingeniørerne i Siemens Gamesa og deres 7 danske partnere fra industrien, Aalborg Universitet og DTU, hvad de får ud af projektet I4Offshore, hvor de udvikler og demonstrerer banebrydende løsninger til vindmøllefundamenter på en gigantisk havvindmølle langt fra kysten. EU har investeret 20 mio EUR i projektet, hvor Siemens Gamesa og en række danske underleverandører til vindmølleindustrien får opbygget og udvidet relationer til europæiske kunder og samarbejdspartnere – foruden selvfølgelig at få videnskabelig verificering og forskningsbaseret evaluering af deres teknologi.

Projekter som dette er afgørende for en fortsat dansk førerposition på vindenergi, og derfor er det i øvrigt fantastisk glædeligt at læse i en kronik 11. februar i Børsen, hvordan Erhvervsminister Simon Kollerup og Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen fremhæver behovet for at øge samarbejdet mellem forskning og virksomheder for at nå 2030-målene for CO2-reduktion. Også de har nemlig øje for, at vindmølleindustriens hidtidige og fortsatte succes har været og er afhængig af partnerskaber med vidensinstitutioner. Til alle kronikkens helt rigtige hensigter og prioriteringer vil jeg så gerne minde de to ministre om, at partnerskaber med vidensinstitutioner i den nære fremtid måske bliver endnu vigtigere for virksomheder i andre dele af energisystemet (fx inden for digitalisering, Power-2-X-løsninger mv.), samt at der ligger et kæmpe potentiale for danske virksomheder i at indgå i et europæisk innovationskredsløb.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219