Når en dansk forbruger køber en T-shirt eller en smartphone fra Østasien, har det kun lille betydning for Danmarks klimaregnskab. Det samme gælder, når et dansk firma bygger med kinesisk stål. Det bliver nemlig ikke regnet med i Danmarks CO2-udslip.

Det skriver Politiken torsdag.

Men hvis klimaaftrykket fra varer og tjenester blev opgjort efter, hvem der faktisk køber og bruger dem, ville Danmarks drivhusgasudslip være langt højere. I praksis udleder vi langt mere CO2, end de officielle tal viser. Vi gør det bare ved at købe varer i andre lande – især Kina – der så får klimaregningen for de varer, der ender i Danmark.

Det viser nye beregninger fra erhvervstænketanken Axcelfuture.

I 2015 havde Danmark officielt et drivhusgasudslip på 49 millioner tons CO2, hvis man alene ser på varer og tjenester.

Men hvis man fratrækker aftrykket fra de varer og tjenester, vi sender til andre lande – og i stedet lægger til, hvad vi importerer fra andre lande – stiger tallet pludselig til 71 millioner ton. For Danmark importerer i stor stil CO2-tunge varer som metal og tekstiler, mens mange varer, vi sender ud af landet, har et lavt CO2-aftryk.
Den helt store grund til forskellen er Kina, fortæller Jens Hjarsbech, der er seniorøkonom i Axcelfuture og har regnet sig frem til tallene.

- Det, der overraskede mig mest, er, hvor meget Kina egentlig fylder, når man ser på det reelle danske CO2-aftryk. Det er jo markant, hvad vi køber i Kina, og hvor stor effekt det har, siger han til Politiken.

Det har ikke været muligt at få et interview med klimaminister Dan Jørgensen (S), men i et mailsvar understreger han, at Danmark henholder sig til FN-reglerne, der siger, at man kun er ansvarlig for udledning i sit eget land – ikke det reelle aftryk gennem forbrug af varer fra andre lande.