23948sdkhjf

Finansminister varsler flere klimatiltag på finanslov

Regeringen vil afsætte 1 mia. kr. til klimaforskning. Men det er kun begyndelsen, siger finansminister

På Socialdemokraternes kongres i Aalborg i weekenden fastslog finansminister Nicolai Wammen, at regeringens nye forslag om at bruge 1 mia. kr. på klimaforskning i 2020 kun er første skridt:

- Der vil være andre klimainitiativer i den finanslov, vi snart lægger frem, end den milliard til forskning som vi har præsenteret i dag, siger Nicolai Wammen.

Regeringen har sammen med støttepartierne opstillet en målsætning om at reducere udslippet af drivhusgasser med 70 pct. i 2030.

Målsætningen er så ambitiøs, at regeringen ikke ved, hvordan den konkret kan indfris. Derfor kan regeringen heller ikke afsætte de nødvendige penge endnu, da man ganske enkelt ikke ved, hvilke konkrete initiativer der skal gennemføres:

- Vi er kommet med et forslag om at bruge én ekstra milliard kroner på grøn forskning, netop fordi vi ved, at vi får brug for nye løsninger og ny teknologi, når vi skal indfri vores klimamålsætninger.

- Det er et meget konkret eksempel på, at regeringen ikke bare snakker om grøn omstilling, men faktisk sætter handling bag ordene, siger Wammen.

Finansministeren opfordrer dog samtidig til tålmodighed, netop fordi nogle af klimaløsningerne endnu ikke er kendt:

- Vi kommer til at tage vigtige skridt i den grønne opstilling, når vi har en finanslovsaftale op mod jul. Men vi kommer ikke til at løse hele udfordringen i én finanslovsaftale. Det vil kræve et langt sejt træk, og det håber jeg, at alle partier vil have forståelse for, siger Nicolai Wammen.

Tålmodigheden er dog ikke stor hos De Radikales leder, Morten Østergaard. Han opfordrer til handling nu.

Hvad siger du til Morten Østergaards kritik af, at regeringen arbejder for langsomt? Han ser forståelsespapiret som en ét-årsplan, men han oplever, at Socialdemokraterne ser den som en fire-årsplan?

- Jeg synes, at vi i den grad er ambitiøse i forhold til de mål, vi har sat os. Vi vil gerne blive enige om tingene og løse problemerne så hurtigt som muligt, men vi er også nødt til at sige, at pengene skal også passe.

Men der er kun ti år til, at I skal have indfriet jeres målsætning om 70 pct. reduktion i drivhusgasser. Kan I nå det, hvis I ikke rykker virkeligt markant i begyndelsen af regeringsperioden?

- Vi rykker virkeligt markant. Vi er kommet med forslaget om den ene milliard ekstra til den grønne forskning. Der er en klimalov og en klimahandlingsplan på vej. Klima- og energiminister Dan Jørgensen er i gang både i Danmark og internationalt, så regeringen er i den grad i den grønne førertrøje.

Vil i hæve skatter og afgifter på borgere og virksomheder for at finansiere den grønne omstilling?

- Når vi fremlægger finanslovsforslaget, så vil man både kunne se, hvordan vi vil bruge pengene, og hvordan vi vil skaffe pengene.

Så du afviser ikke højere skatter og afgifter?

- Jeg vil ikke kommentere på det, før regeringen inden længere fremlægger sin finanslov, siger Nicolai Wammen.

Udspillet ventes at blive præsenteret kort før Folketinget åbner 1. oktober.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079