23948sdkhjf

Nyt damvarmelager skal op- og aflades 25 gange om året

VEKS og Høje Taastrup Fjernvarme vil etablere et damvarmelager på 70.000 kubikmeter.

Parterne oplyser, at det er første gang, at man anvender damvarmelager i et af de meget store fjernvarmesystemer i Danmark, og at det er et udviklingsprojekt.

Lageret skal blandt andet op- og aflades cirka 25-30 gange om årligt – til forskel de allerede eksisterende dansk sæson- og døgnlagre.

Rent praktisk vil lagret oplades fra transmissionsnettets varme og afgive varmen (afladning) til det lokale fjernvarmenet i Høje Taastrup.

Et hul i jorden
Lageret etableres på Bondehøjvej umiddelbart nord for Holbæksmotorvejen på et areal, der i dag anvendes til landbrug.

- Lagret bliver et hul gravet i jorden foret med en plastik-liner og med tilhørende isolerende låg. Modningsfasen i projektet har bl.a. peget på behovet for at sikre linerens levetid ved at lave dobbeltliner, og tykkere liner, fordi lageret anvendes i et fjernvarmesystem med højere temperatur over året, end man ser i de solvarmebaserede damvarmelagre i de små decentrale fjernvarmesystemer. Lagret bliver foret med en gummiliner, der højst kan tåle 90 grader varmt vand, oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Lagret rummer 70.000 kubikmeter vand og har en op- og afladningskapacitet på 30 MW. Energimæssigt har anlægget en lagerkapacitet på 3.300 MWh.

Ny forretningsmodel
Projektets forretningsmodel er også helt ny, da det er bygget op om et samarbejde mellem alle de selskaber, der fremover får glæde af at udveksle varme til lagret til områdets over en halv million fjernvarmekunder.

Finansieringen deles af varmetransmissionsselskaberne samt varmeproducenterne herunder affaldsenergianlæg. Dermed vil alle - koblet på det storkøbenhavnske fjernvarmenet - bidrage til finansieringen og opnå den økonomiske gevinst. Det nye varmelager giver således en økonomisk besparelse for alle de distributionsselskaber, der er koblet på det storkøbenhavnske fjernvarmenet. Derudover minimerer lagret dyr og miljøbelastende varmeproduktion på de lokale spidslastkedler.

- Vi er stolte over at være med i dette spændende samarbejdsprojekt med mange og forskellige interessenter. Der er fundet en fælles løsning, som giver et godt bidrag til at nå de langsigtede energipolitiske mål og samtidig reducere den dyre og miljøbelastende lokale spidslast. Vi er også stolte over at være med i et udviklingsprojekt, der betyder, at damvarmelagre kan bruges på en anden og endnu smartere måde end alene at gemme varme fra sommer til vinter, udtaler Nils Olsen, formand for Høje Tastrup Fjernvarme.

Baggrunden for at anlægge et varmelager i hovedstadsområdet er anbefalinger fra dels 'Varmeplan Hovedstaden' dels fra det strategiske energisamarbejde 'Energi på Tværs' samt et opfølgende modningsprojekt og business-case.

VEKS og Høje Taastrup Fjernvarme har fået et tilskud på 13 millioner kr. fra EUDP, som er Energistyrelsens pulje til støtte af udviklingsprojekter.

Den samlede anlægsinvestering udgør 75 millioner kr.

Artiklen er en del af temaet Energilagring.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.11