23948sdkhjf

Brint og flydende el kan snart erstatte benzin og diesel

I sidste uge offentliggjorde Energinet en analyse, som konkluderer, at konvertering i stor skala af el til brint og flydende brændstoffer – Power2X - kan være relevant tidligere end forudset. Også økonomisk.

Det skyldes en række forhold, som udvikler sig hurtigere end forventet. Vindenergien bliver billigere. Elektrolyseteknologien udvikler sig markant. Og efterspørgslen efter grønne brændstoffer til transport vokser. Ikke mindst på grund af lovkrav fra EU gennem REDII, det nye direktiv for vedvarende energi i 2020-2030.

Derfor kan der måske allerede inden 2030 være god økonomi i at konvertere ”overskudsstrøm” fra vindmøller og solanlæg til brint, som enten kan bruges direkte i fx transportsektoren eller konverteres til electrofuels, af nogle kaldet flydende el: fx metanol, der kan anvendes i personbiler, busser, lastbiler, tog, skibsfart og sågar fly.

Og netop den tunge trafik er smertensbarnet i den grønne omstilling. El er fin som forsyningskilde i den lette og korte transport – men batterier er endnu ikke relevante for længere og tungere transport.

Teknologien til konvertering af el til brint gennem elektrolyse er kendt. Det nye er, at elektrolyseanlæggene i disse år vokser hastigt i effekt. Mens HyBalance-anlægget i Hobro med sine 1,2 MW stadigvæk er et af Europas nyeste og største til produktion af brint, baseret på el, så er der allerede anlæg under opførelse andre steder i Europa, som i løbet af få år vil kunne levere både 10 og 20MW.

Og der skal ganske meget el til at producere de grønne brændsler, vi får så hårdt brug for, når vi skal erstatte benzin, diesel og olie i den tunge trafik.

Derfor er det også interessant at se, at Ørsted i sit bud på Hollands næste store havmølleprojekt i Nordsøen har indarbejdet, at noget af vindenergien skal anvendes til at producere grøn brint. Ørsted forventer hermed at kunne skabe mere stabil indtægt for havmølleparkerne og gennem opskalering af produktionen af grøn brint bidrage til at nedbringe prisen på denne, ligesom de har gjort med vindenergi. Lad os håbe, at Ørsteds næste store satsning bliver i Danmark.

Danmark har med vores meget vind og mange års udvikling af vindmølleteknologi gode muligheder for at være i front også i den del af omstillingen, som handler om Power2X. Allerede virksomheder som Haldor Topsøe, Green Hydrogen arbejder med teknologien.

Vi kan også konstatere, at udlandet ser med interesse på, hvad der sker i Danmark inden for konvertering af el. Franske Air Liquide har fx valgt at gå ind som hovedinvestor i HyBalance-anlægget. Og i sidste uge annoncerede den canadiske virksomhed Ballard Power Systems, at de etablerer design og produktion af brændselsceller til skibsfart i Hobro, hvor deres europæiske hovedkontor ligger.

Power2X kan blive Danmarks næste erhvervseventyr inden for vedvarende energi – det er vigtigt at vi skaber de rammevilkår, som gør det muligt.

Om Hydrogen Valley

Hydrogen Valley er en del af energiklyngen House of Energy.

Hydrogen Valley har fokus på grønne gasser og brændstoffer som brint, biogas og metanol.

Centret er placeret i Cemtec erhvervsparken i Hobro og finansieres af Region Nordjylland og Mariagerfjord Kommune.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094