23948sdkhjf

Solceller på taget fodrer bilen med strøm

KIA Motors og Hyundai Motors vil i fremtiden anvende en opladningsteknologi med solpaneler på udvalgte modeller.

Panelerne integreres i bilens tag eller motorhjelm og skal levere ekstra strøm til biler med forbrændningsmotor, hybridbiler og batteridrevne biler og dermed forlænge rækkevidden og reducere CO2 emissionen.

- I fremtiden forventer vi at se mange forskellige typer elektricitetsskabende teknologier integreret i vores biler. Solpaneltaget er den første af disse teknologier, og den vil betyde, at biler ikke længere passivt forbruger energi, men aktivt begynder at producere energi, siger udvikleren bag teknologien Jeong-Gil Park, som er Executive Vice President for Engineering and Design Division hos Hyundai Motor Group i en pressemeddelelse.

- Det er en spændende proces for os at udvikle en teknologi, der kan hjælpe bilejerne med at gå fra at forbruge energi til at producere energi, siger Jeong-Gil Park.

Tre opladningssystemer
Hyundai Motor Group er i gang med at udvikle tre typer solopladningssystemer til bilernes tag.

Førstegenerationssystemet er til hybridbiler, mens anden generation af teknologien omfatter et semitransparent tagsystem med solpaneler til biler med forbrændingsmotor. Tredje generation af teknologien vil være introduktionen af et let solpaneltag til batteridrevne elbiler.

Førstegenerationssystemet, som skal anvendes på hybridbiler, består af en struktur af solpaneler fremstillet af silikone, der er integreret i bilens standardtag. Det system kan oplade batteriet 30-60 pct. i løbet af en almindelig dag afhængigt af vejrforholdene og andre miljømæssige faktorer.

Anden generation af systemet med et semitransparent solpaneltag skal anvendes på biler med forbrændingsmotor. De semitransparente teknologier kan integreres i et panoramasoltag, så der kan komme lys ind i kabinen, mens bilens batteri samtidigt oplades. Anvendelsen af solopladningssystemer til biler med forbrændingsmotor vil gøre det muligt for bilerne at opfylde de stadigt strengere miljøkrav, der regulerer CO2-emissionerne.

Tredje generation af systemet testes i øjeblikket. Det er udviklet til at kunne anvendes på taget og motorhjelmen på miljøvenlige batteridrevne elbiler for at maksimere den elektriske energi.

Efter 2019
Hyundai Motors lancerer første generation af teknologien i sine biler efter 2019 for at imødekomme målsætningerne for de globale regulativer og forbedre bilernes brændstofeffektivitet.

KIA Motors vil også annoncere planer om at anvende teknologien i mærkets biler i den nærmeste fremtid.

Sådan fungerer det

Solopladningssystemet består af et solpanel, en styreenhed og et batteri.

Når panelet absorberer fotoner af sollys, frigøres elektronerne, så de kan flyde frit og skabe elektricitet.

Et 100 W solpanel kan producere op til 100 Wh energi (under ideelle forhold: middagstid på en sommerdag 1.000 W/m2 strålingsintensistet).

Styreenheden omfatter Maximum Power Point Tracking (MPPT), som styrer spændingen og strømmen for at øge effektiviteten af den elektricitet, der indvindes via solpanelet.

Strømmen konverteres og lagres i batteriet eller anvendes til at reducere belastningen af bilens vekselstrømsgenerator, hvorved bilens rækkevidde øges.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093