23948sdkhjf

Tårnvejsbassinet kan nu holde på mere vand

For at forhindre oversvømmelser af haver og huse har Hofor siden foråret renoveret og forbedret Tårnvejsbassinet i Rødovre.

Nu kan bassinet indeholde 20 pct. mere regn- og spildevand og står dermed klar til at aflaste spildevandssystemet, når det regner kraftigt.

Det mindsker risikoen for, at naboer til bassinet kommer til at opleve oversvømmelser.

- I 2010 og 2011 var der oversvømmede haver og enkelte huse blev også oversvømmet. Fremover vil lignende regnhændelser ikke give de samme udfordringer, forklarer Sara Raussen, projektleder fra Hofor.

Selvom bassinet kan indeholde mere regn- og spildevand, så er jordvoldene omkring det tekniske anlæg blevet lavere, og naboerne får derfor mere lys ind i haverne.

Der er i forbindelse med udvidelsen kørt 7.000 ton jord væk på rundt regnet 200 vognlæs.

Ønsker til beplantning

Selve bassinet er helt færdigt, men senere på året bliver der plantet lave træer og blomster omkring bassinet, og det giver lidt trafik til og fra igen.

- Det er alt for tørt til, at vi kan plante nu, så vi vender tilbage til efteråret. Det hele ser derfor lidt bart ud nu, men der bliver plantet et lavt skovbryn og en bi-venlig blomsterblanding. Man kan ikke gå en tur i det, da det er et spildevandsteknisk anlæg, men udsigten for naboerne bliver bedre, siger projektlederen, som har fået ønsker og input fra naboerne til den endelige beplantning.

Fakta om Tårnvejsbassinet

  • Blev bygget i 1950’erne
  • Kan opsamle 11.150 kubikmeter vand fra spildevandssystemet
  • Renoveringen har øget kapaciteten med 20 pct. 
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109