23948sdkhjf

Folk skal tænke, at vi er lidt tossede

Ny direktør vil gøre ARC Amager Ressource Center kendt for andet end Amager Bakke

Siden første spadestik til ARCs prestigeprojekt affaldsanlægget Amager Bakke blev taget i marts 2013 er ulykkerne nærmest væltet ned over byggeriet og ARC Amager Ressource Center. Ligesom man syntes, at nu var der ro på, så vrimlede flere skeletter ud af skabene, og problemerne tårnede sig op.

Den gode historie

Jacob Hartvig Simonsen er nu klar til at fortælle den gode historie om bakken.

Læs mere om det her

Ikke desto mindre valgte Jacob Hartvig Simonsen, tidligere direktør for Dansk Affaldsforening, kort før sommer at takke ja til stillingen som ny direktør på den omdiskuterede bakke. En stilling han tiltrådte medio august.

Men hvorfor har han valgt - ganske frivilligt - at tage opstilling nærmest midt i orkanens øje.

- Det er skidespændende og en fantastisk virksomhed. Vi overtager lige om lidt verdens mest avancerede affaldsenergianlæg med aktiviteter på taget. Vi skal bygge nye anlæg. Vi overtager affaldsindsamlingen i Dragør, Tårnby og København. Det er en fuldblods affaldsvirksomhed. What’s not to like, siger Jacob Hartvig Simonsen.

Lige på og hårdt
At stillingen som direktør for ARC er noget af en udfordring, har Jacob Hartvig Simonsen allerede fået at føle. Tre uger inde i den nye ansættelse måtte han fyre energichef Dan Fredskov på grund af dennes rolle i en sag om ARCs overtrædelse af udbudsreglerne i en række EU-udbud.

- Det er jo ikke sådan, at jeg kom til, og så vupti, lå der en sag om udbudsregler. Det kom ikke bag på mig. Jeg vidste jo godt, at der lå den her sag, siger Jacob Hartvig Simonsen, der, efter energichef Dan Fredskovs fyring, vil til bunds i sagen.

Han fortæller, at ARC har identificeret de steder, hvor man har været i konflikt med reglerne, og at man har stoppet det, man kunne. Og så er det i øvrigt ikke noget Jacob Hartvig Simonsen håber, at skulle prøve kræfter med igen.

- Vi holder øje med, at det ikke sker i fremtiden. Selvfølgelig skal der være orden i den slags. Vi skal blive på dydens smalle sti, siger han.

Folde potentialet ud
Hvis man parkerer problemerne på Amager Bakke og udbudssagen en stund, så har Jacob Hartvig meget andet på hjerte og en ganske fin opfattelse af, hvad hans egentlige opgave bliver.

- Jeg skal tilføre ARC noget yderligere perspektiv og fremdrift – Jeg skal folde ARCs fulde potentiale ud og bringe ARC videre. Om få år er selskabet et ganske andet, end det er i dag. Det er en vildt god opgave, for der er noget at arbejde med, siger han.

Det betyder også, at han er villig til at gå langt for at skabe et helt nyt affaldsselskab.

- Strategien er, at selvom det er avanceret, så gør vi det. Folk skal tænke, at nu er de blevet helt tossede, siger han.

Maksimal anvendelse
I bestræbelserne på at folde potentialet helt ud har Jacob Hartvig Simonsen en lang række projekter kørt i stilling.

- Vi skal bygge et forsorteringsanlæg til vores affaldsanlæg, så plast og metal sorteres fra. Vi skal bygge et biogasanlæg til alt det organiske affald, siger han og uddyber:

- Vi skal have så meget som muligt ud af vores affaldsforbrændingsanlæg og sikre en maksimal anvendelse. Anlægget skal ikke stå tomt. Vi skal brænde det rigtige, og det er det, der ikke kan genanvendes.

For ham er det vigtigt, at et anlæg som Amager Bakke ikke ligger stille, men har fuld last på. Det giver mest mening og den bedste afskrivning. Men det betyder også, at man må ud og se sig om efter affald.

- Vores strategi er, at anlægget fyldes op og kører på fuld kapacitet, men så kan det godt være, at vi skal ud og hente affald nogle steder. Der er masser af affald i Europa, og så længe det giver god mening at lave fjernvarme og el på affald, så giver det god mening at transportere det til Danmark, siger han.

Han gør på den måde op med det tabu, der er omkring import af affald. Et tabu, der angiveligt kun gælder affald og ikke andre typer af brændsel.

- Vi har i Danmark rigtig megen produktion på biomasse. Mere end halvdelen af det er importeret. Det er der ikke nogen, der siger noget til. Det er nu klogere at rydde op i baghaven, end det er at gå ud og fælde træerne, siger Jacob Hartvig Simonsen.

Indsamling på egne hænder
Et af Jacob Hartvig Simonsens fokuspunkter er at hente affaldsindsamlingen hjem til ARC igen. Den har i de sidste 10-11 år været udliciteret til eksterne vognmænd.

En plan, der har mødt meget kritik. Ikke desto mindre overtager ARC pr. 1. januar affaldsindsamlingen i Tårnby og Dragør – og står det til Jacob Hartvig Simonsen også snart i store dele af København.

Kritikken preller ikke af på Jacob Hartvig Simonsen. Han har bare et par gode argumenter for, hvorfor ARC henter indsamlingen hjem igen, og hvorfor det er klogt, at man gør det

- Det skaber et sundere økonomisk fundament for ARC, når vi skal til at indsamle affald. Men det må ikke blive dyrere, end det er i forvejen. Det sætter pres på. Det giver os nogle muligheder for at komme helt ud til borgerne og kigge dem i øjnene og få dem til at sortere og genanvende mere. Vognmændene har nok ikke haft genanvendelse og kundefokus helt fremme på pandelapperne, siger Jacob Hartvig Simonsen.

Det giver altså en klar strategisk fordel at komme helt ud til borgerne. Samtidig bliver hele setuppet omkring indsamlingen noget mere fleksibel, end den har været hidtil.

- Hvis man har udbudt en opgave, så har man ikke selv indflydelse på, hvad der skal ske, hvornår eller til hvilken pris. Ved at vi selv gør det, får vi indrettet systemet, så vi kan modsvare fremtidens krav og ændre på tingene, hvis der brug for det. En fleksibilitet, der gør, at der kan arbejdes fornuftigt, siger han.

Vende den næste sten
Om der nu er kommet ro nok på til, at Jacob Hartvig Simonsen kan få ført sine planer ud i livet må tiden vise.

Han er i hvert tilfælde ikke nervøs for fremtiden. Selv ikke med fortiden for ARC og Amager Bakke taget i betragtning.

Så på spørgsmålet, om han tør vende de næste sten, er svaret.

- Ja, det tør jeg godt.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219