23948sdkhjf

Put-and-take er en ikke-løsning: Hvor er CO2'ens endestation?

I Thisted og på Amager fanger man CO2 - man kan bare ikke komme af med den igen

At der kan fanges CO2 er bevist - både på Amager Bakke hos ARC Amager Ressourcecenter (ARC) og på kraftvarmeværket i Thisted.

Men rammevilkårene for både CO2-fangst og -lagring må aktørerne i branchen vente på lidt endnu.

Især manglen på lovgivning vedrørende lagringen giver udfordringer for de aktører i branchen, der indtil videre har haft held med fangsten. 

- I dag fungerer vores anlæg på ARC som et lille put-and-take-anlæg. Vi fanger CO2’en og lukker den ud igen, da vi ikke har noget sted at sende den hen, siger administrerende direktør på ARC Jacob Hartvig Simonsen.

Det samme gør sig gældende i Thisted. Her er det nemlig også lykkedes at indfange CO2 - men heller ikke her kan man komme af med CO2’en på fornuftig vis. 

- Vores problem er at vi er lidt for langt fremme. Vi kan ikke komme af med CO2 på en kommerciel måde, siger driftsleder Thomas Sandal.

Bagepulver og gartnerier

Grundet problematikken angående CO2’ens endestation er parterne gået i gang med at undersøge mulighederne for at komme af med de mængder, der i øjeblikket kan indfanges. 

- Vi har haft dialog med nogle gartnerier og med PtX-udviklere og også været lidt inde over Greensand-projektet, fortæller Thomas Sandal.

Men nogen egentlig løsning er det ikke blevet til. Heller ikke hos Jacob Hartvig Simonsen på Amager Bakke. 

- Vi overvejer mulighederne for at anvende CO2’en i fødevareproduktion, siger Jacob Hartvig Simonsen. Men også dét har sine begrænsninger. 

- Når vi rammer fuld skala og mængden bliver så stor, at der ikke er afsætning til den, skal vi finde andre løsninger. Man bruger ganske vist CO2 i produktionen af bagepulver, men det ville kræve, at hele verden legede den store bagedyst, hvis al CO2 skal afsættes den vej, siger han.

Tank ved prøvestenen

På Amager Bakke er der dog en løsning i støbeskeen. Via en rørledning skal CO2’en sendes til en midlertidig tank ved Prøvestenen. Her fra er det så meningen, at det skal sejles ud til de nedlagte oliefelter i Nordsøen. 

Det er dog ikke en plan, der sådan lige effektueres over natten. 

- Der skal findes en løsning på både transport og lagring. Der skal bygges skibe og der skal investeres i en infrastruktur til at kunne pumpe CO2’en ned i oliefelterne, siger Jacob Hartvig Simonsen, der afskriver en løsning, hvor CO2’en transporteres bort fra Amager Bakke på en lastbil. 

- Det ville dreje sig om 350 transporter om dagen ind og ud af København - oven i de 350 transporter, der allerede i dag kører til og fra vores anlæg, siger Jacob Hartvig Simonensen, der jonglerer med nogle lidt andre mængder CO2, end Thomas Sandal gør i Thisted, hvorfor sidstnævnte nok ikke står med helt de samme transport- og logistik-udfordringer. 

- Vi er så små, at vi ikke får nogen udfordringer med at få det transporteret væk. Udfordringen er at finde et sted at køre det hen, siger Thomas Sandal, der peger på en kystnær løsning eller en, der er placeret lidt længere ude på havet.  En ren landbaseret løsning tror han ikke på. 

Fælles infrastruktur

I Jacob Hartvig Simonsens optik er fremtidens løsning en fælles infrastruktur.

- Vi skal have etableret et en fælles hovedrørledning, der kan lede CO2 frem til et lager. Det ville også være ideelt for dem, der ikke er lige så store som os. som f.eks. biogasanlæg. Det ville være helt på månen for dem at investere i egen infrastruktur. Men en fælles infrastruktur vil være til alles enorme fordel, siger Jacob Hartvig Simonsen og tilføjer: 

- Det er nu vi skal rykke sammen i bussen. Det nytter ikke, at alle kører rundt med små mængder CO2. Det kommer jo ikke af sig selv - vi har brug for at drøfte det her.

Fremtidens krav

Med resultaterne fra de to CO2-fangst-projekter i Thisted og på Amager er det tydeligt for enhver at CO2-fangst er kommet for at blive. 

I Thisted ser Thomas Sandal CO2-fangst som et krav, når man i fremtiden vil etablere forbrændingsanlæg. 

- Lige såvel som det i dag er et krav at installere scrubbere for svovl og syre, så bliver det i fremtiden et krav at installere et CO2-fangst-anlæg, siger Thomas Sandal.

Det samme mener Jacob Hartvig Simonsen. 

- I fremtiden bliver det uacceptabelt at behandle affald og udlede CO2. Det skal begrænses. Det skal fanges og ned i jorden eller udnyttes til noget andet, siger han

Artiklen er en del af temaet Magasinet Forsyning.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.094