23948sdkhjf

Vindmøllestrøm skal lagres som grøn ammoniak

Siemens Gamesa Renewable Energy og Energifonden Skive har indgået en samarbejdsaftale. Målet er etablering af et pilotanlæg i GreenLab Skive

En af verdens største vindmølleproducenter Siemens Gamesa Renewable Energy ser fremstillingen af grøn ammoniak, som en mulighed for at lagre energi fra både havvindmøller og landbaserede vindmøller.

Senior key expert Jens Schiersing Thomsen fra Siemens Gamesa fortæller:

- I fremtidens grønne og bæredygtige energiforsyning er lagring og omdannelse af energi og ressourcer en af de helt store udfordringer. En af løsningerne kan være at anvende overskudsstrøm fra vindmøller til produktionen af grøn ammoniak. Den løsning vil bidrage dobbelt positivt. Dels ved at udnytte den overskudsstrøm, der produceres, når vinden blæser rigtig meget, og dels får vi skabt et nyt, bæredygtigt produkt; grøn ammoniak.

I en konventionel ammoniakproduktion bruger man i dag fossil energi, og det er en meget energitung produktion, så en omlægning til en grøn produktion af ammoniak vil betyde en anselig CO2-besparelse. Ammoniak har flere anvendelsesmuligheder, men er særlig væsentlig for kunstgødning til landbruget verden over. Siemens Gamesa og Energifonden Skive vil derfor sammen undersøge, hvordan der kan etableres et pilotanlæg til produktion af grøn ammoniak i GreenLab Skive i løbet af de kommende år. Afklaring af anlæggets størrelse og kapacitet er del af det undersøgelsesarbejde, som nu går i gang.

- Vi glæder os utroligt meget til dette samarbejde, som tager fat på netop en af de store udfordringer i vores energisystem med overskudsstrøm og lagring, siger kommerciel direktør i GreenLab Skive, Christopher Sorensen. Han fortsætter:

- Det bliver også en løsning, som er et godt match for vores industrielle symbiose og det fælles interne net til udveksling af energi og ressourcer. Dels spiller ammoniak en vigtig rolle i landbruget, men der er også potentiale for yderligere anvendelse som brændstof til forbrændingsmotorer

Etableringen af et pilotanlæg bliver et væsentligt element i GreenLab Skive og center for energiintegration og -lagring. Ydermere arbejder GreenLab Skive og Danmarks Tekniske Universitet med oprettelse af et nationalt center, hvori GreenLab Skive indgår som er et vigtigt element.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096