23948sdkhjf

270 danskere går off-grid

Ny landsby trækker stikket til el, vand, varme og spildevand.

270 danskere er gået sammen om at skabe Danmarks først off-grid landsby. De vil selv producere al den el og varme de forbruger, og de vil opsamle og rense deres eget drikkevand, ligesom de vil sørge for rensning af eget spildevand.

De ønsker at gøre sig fri af de store forsyningsselskaber og leve et mere bæredygtigt liv.

Navnet på landsbyen er Grobund og den vil - om alt går vel - blive etableret på en smukt beliggende grund med udsigt til Kattegat nær Ebeltoft Færgehavn.

Husene på de 70 byggegrunde vil blive bygget bæredygtigt for egne midler og dermed gældfrit. De vil blive designet til at være off-grid.

Fabrik til ålegræs-isolering
Som det første køber Grobund en større nedlagt fabrik på 10.000 kvadratmeter på nabo-grunden, så beboerne kan udvikle virksomheder og skabe job til landsbyens indbyggere - og forhåbentlig andre i lokalområdet.

Idéerne til virksomheder er allerede mange og flere interessenter har på tegnebrættet, at starte en ny og banebrydende form for fiskerlaug, affaldsfri produktion af halm-elementhuse og modul træhuse, der bliver også boligløsninger til
dem, der ikke ønsker at bygge selv.

Samtidig er der idéer om at lave en produktion af ålegræs-isolering, masse- og
flexovne med biproduktion af el og varmt vand, ventilationsvinduer, røgvaskere og meget mere.

Tager ansvar
Umiddelbart lyder det som landdistrikternes våde drøm. Men det er mere end det. Det handler også om at tage ansvar, at tage livet i egne hænder, siger én af idéfolkene bag projektet.

- Når vi er off-grid, så bliver vi bevidste om vores forbrug af energi og ressourcer, og så tager vi ansvar. Med købet af fabrikken tager vi også ansvar for vores eget arbejdsliv, og vi viser, at der er store muligheder for at skabe liv og arbejdspladser i det såkaldte Udkantsdanmark, siger ildsjæl, halmhusbygger og højskolelærer Steen Møller.

Prototypen på et off-grid hus i Grobund består af et stort drivhus med et hus indeni. Huset inden i kan være alt lige fra et ungt Tiny House til et større familiehus.

Kendt teknologi
De tekniske løsninger baserer sig alle på kendt teknologi.

Strømmen kommer primært fra solceller på taget, mens det varme vand primært kommer fra solfangere.

Regnvandet opsamles fra overfladen af drivhuset, renses og bliver til drikkevand. Husets kloak lagres i et reservoir under off-grid huset, herfra suges det op af planterne i drivhuset: tomater, vindruer, agurker, meloner, etc.

Varmen i huset kommer fra en masseovn beklædt med specielle klinker såkaldte TEG-celler, der på grund varme-kulde-virkningen producerer strøm - cirka 1kwh i døgnet.
Forbruget i huset er ultra lavt og teknologierne er en kombination af high- og lowtech.

- Der bliver talt bæredygtighed i medierne som aldrig før, men det kniber gevaldigt, når det kommer til konkret handling. Vi har snakket nok, vi har læst rigeligt med bøger, nu vil vi lade hænderne tale, give magten til praktikerne og lade dem komme med bud på et godt, bæredygtigt liv, fortsætter Steen Møller.

Realisering
Grobund har en option om køb af den nedlagte fabrik ved Ebeltoft med overtagelse til foråret.

- Vi håber at kunne etablere off-grid landsbyen på nabogrunden til fabrikken, siger formand for Grobund, Jens Randrup. 

- Der udestår stadig en del formaliteter i forhold til Syddjurs Kommune, men vi satser på, at alt går op i en højere enhed over de næste måneder.

- Vi har haft et godt samarbejde med myndighederne, og vi har oplevet stor interesse for projektet fra en bred skare af mennesker. Men der er plads til flere i projektet, siger han.

Kommenter artiklen (4)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.142