23948sdkhjf

Energiske forsyningsselskaber får aktiv rolle

På et nylig afholdt møde mellem Middelfart Kommune og el- og varmeselskaberne, var der stor interesse for at være med til den energiplanlægning, som kommunen nu sætter i gang.
Middelfart Kommune har taget mange initiativer på klima- og energiområdet som en del af strategien for den grønne vækstkommune.

- Men der skal sættes ind mange steder, hvis Danmark skal nå de nationale mål om energibesparelser og mere vedvarende energi . Det skal kommunerne også bidrage til, både af hensyn til klimaet, og fordi fossile brændstoffer bliver en mangelvare, siger borgmester Steen Dahlstrøm.

Første skridt taget til strategisk energiplan
Kommunen har derfor taget første skridt til at lave en strategisk energiplan – en plan for energibesparelser og mere vedvarende energi.

Kommunens første skridt i energiplanlægningen var at invitere de lokale el- og varmeselskaber til møde.

Samtlige fremmødte, repræsenterende 12 forsyningsselskaber og interesseorganisationer, gav udtryk for deres positive vilje til at følge energiplanlægningen og samarbejde på relevante områder.

Gruppen spænder vidt, fra de små forsyningsselskaber Brenderup Netselskab og Gelsted Fjernvarme til de store aktører som Naturgas Fyn, TRE-FOR og TVIS.

Mødes et par gange om året
På mødet enedes man om at bruge det nye forum som en følgegruppe, der mødes et par gange om året.

Og når der arbejdes konkret med f.eks. vindmøller, biogas eller varmeforsyning, så inddrager kommunen de relevante parter.

- Skal vi se på varmeplanlægning, behøver el-sektoren jo ikke umiddelbart at være med. Men er det vindmølleplanlægning, som vi lige har startet op, så er det jo meget relevant. På den måde vil vi gerne inddrage der, hvor det giver mening for det enkelte forsyningsselskab, forklarer Johannes Lundsfryd Jensen, der er formand for Miljø- og energiudvalget.

Fælles energikontor
Mødet gav god inspiration og nye ideer.

F.eks. blev idéen om at opbygge et samarbejde mellem selskaberne omkring energibesparelser i form af en slags fælles energikontor vel modtaget, og Middelfart Kommunes klimachef Morten Westergaard vil nu gå videre med idéen og inddrage selskaberne.

– Det er glædeligt at opleve den interesse, der er for at samarbejde både med kommunen, men også selskaberne indbyrdes. Det bekræfter, at samler man aktørerne på et område, ja så kan vi sammen nå langt, siger borgmester Steen Dahlstrøm.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08