23948sdkhjf

Energitilsynet forlænger tilsynet vedrørende forbrugerindflydelse i E.On

Energitilsynet har 27. januar 2010 lavet en status på tilsynet vedrørende forbrugerindflydelse i E.On Varme Danmark ApS.
Hovedbudskabet i denne status er, at Energitilsynet afventer svar fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen omkring den selskabsretslige regulering af blandt andet bestyrelsens arbejde.

Ifølge skrivelsen fra Energitilsynet opfylder vedtægterne for E.On Varme Danmark ApS varmeforsyningslovens bestemmelser. Men Energitilsynet anfører, at E.Ons generalforsamling ifølge vedtægterne i E.On Varme Danmark ApS skal udpege 3 medlemmer, hvor der i en periode kun har været 2. Imidlertid er ordlyden i vedtægterne, at generalforsamlingen skal udpege 1-3 medlemmer. E.On mener derfor, at Energitilsynet har opfattet vedtægterne forkert.

Endvidere nævner Energitilsynet, at der i 2008/2009 har været afholdt fire bestyrelsesmøder, hvor bestyrelsesformanden var fraværende på det ene – og efterfølgende tre møder, hvor formanden var fratrådt uden, at der var udpeget en ny. Imidlertid står der hverken i Anpartsselskabsloven eller vedtægterne for E.On Varme Danmark ApS, at der skal være udpeget en bestyrelsesformand for at bestyrelsen er beslutningsdygtig.

Der er således forskellig opfattelse af vedtægterne for E.On Varme Danmark ApS, hvilket kræver en afklaring i forhold til det videre forløb.

Historiske årsager til skærpet tilsyn
Historisk set har E.On Varme Danmark ApS været i dialog med Energitilsynet siden 2006 om flere forhold, hvoraf en stor del heldigvis er afklaret. Energitilsynet har siden 28. januar 2008 ført skærpet tilsyn med forbrugerindflydelsen i E.On Varme Danmark ApS. Det skyldes uklarhed i forbindelse med tolkningen af vedtægterne i forhold til kravene fra varmeforsyningsloven.

Ifølge varmeforsyningsloven skal flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i en varmeforsyningsvirksomhed vælges af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg eller en eller flere kommunale bestyrelsesmedlemmer i virksomhedens forsyningsområde. Dette skete desværre ikke fra virksomhedens start. E.On Varme Danmark ændrede form fra aktieselskab til anpartsselskab den 28. juni 2006. Beklageligvis var der ikke kommunalt udnævnte medlemmer i det første år og 8 måneder fra selskabet blev stiftet og heller ikke tidligere, da selskabet var et A/S fra 1. oktober 2005 til 28. juni 2006. Men der er rådet bod på sagen - og forbrugerindflydelsen er nu tilgodeset ud fra de gældende regler.

Tilgodeset forbrugerindflydelse
Vedtægterne for E.On Varme Danmark ApS siger, at bestyrelsen er beslutningsdygtig, når samtlige generalforsamlingsvalgte medlemmer er til stede samt mindst et kommunalbestyrelsesvalgt medlem. Anliggender afgøres ved simpelt stemmeflertal. Dog skal mindst et generalforsamlingsvalgt medlem udgøre en del af flertallet.

I sin afgørelse fra 28. januar 2008 fastslog Energitilsynet, at vedtægterne er i overensstemmelse med loven og at forbrugerindflydelsen er tilgodeset. Energitilsynet konkluderede, at vedtægterne på den ene side indebærer, at de kommunalbestyrelsesvalgte medlemmer har mulighed for at blokere et forslag fra virksomhedens ejere - og på den anden side at de kommunalt valgte medlemmer ikke kan gennemtrumfe et forslag, som ejerne er imod. Energitilsynet vurderede, at vedtægterne tilgodeser ejernes legitime interesser i virksomhedens drift på en måde, som ikke griber mere ind i forbrugerindflydelsen end interessen tilsiger.

E.On Varme Danmark ApS afventer svar fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen omkring det videre forløb.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093