23948sdkhjf

Test af biomasse og vinduer gør Mors til Energy Valley

En nyetableret energiklynge på Mors arbejder på at få oprettet et biomasse-testcenter og et testcenter for vinduer. Derudover skal over 200 virksomheder underkastes en energiscreening.
Energiklynge Mors skal fremover være med til at udvikle og markedsføre de mange virksomheder på Mors, der arbejder med energi. Samarbejdet skal udvikle nye ideer og projekter gennem netværk, arbejdsgrupper, konferencer, messer, foredrag og hjælp til fondssøgning.

- Vi har arbejdet med det her siden efteråret. Lige nu er vi ved at udvikle på de forskellige projekter, udvikle hjemmeside og markedsføre os overfor alle de virksomheder, der arbejder med energi på Mors, fortæller klima- og energikoordinator hos Morsø Kommune Niels Pedersen.

Grundtanken er at synliggøre de mange initiativer og den viden på energiområdet, som er samlet på Mors, og ambitionen er at skabe et ”Energy Valley”.

Der bliver aktuelt arbejdet med etablering af en energifond for at lette vejen for mange af de gode ideer og projekter der er på Mors omkring energi, men hvor det til tider kan være svært at finde finansiering til projekterne.

Test af biomasse
Mange virksomheder på Mors arbejder inden for biomasse-området. Derfor arbejder energi-klyngen pt med at skrue et biomasse-testcenter sammen.

- Testcenteret er sådan set etableret. Det ligger på Industrivej i Nykøbing Mors og er etableret af Grain Wood. Men vores tanke er, at det skal udvides med forskellige kedler og ovne til afbrændning af biomasse, men indtil videre er det op til ejeren af centeret, fortæller Niels Pedersen.

Testcenteret på Industrivej blev indviet i september 2015. Dengang fortalte indehaveren Svend Erik Thomsen fra Grain Wood til Energy Supply at kunder på centeret kunne få udført fuldskaltest af deres egne råvarer.

- På testcenteret har vi et helt nyudviklet tørringanlæg, som tørrer med overhedet damp. Det er helt nyt og vi har brugt fem år på at udvikle det. Nu skal det vises frem, og det gør vi så med åbningen af testcenteret, sagde Svend Erik Thomsen.

Vinduestestcenter & energiscreening
Udover testcenteret for biomasse tumler energiklyngen også med planerne om at etablere et vinduestest- og udviklingscenter, da der findes en stor koncentration af vinduesindustrier på og omkring Mors, som også er hjemsted for mange underleverandører til vinduesindustrien.

Centeret skal hjælpe vinduesindustrien til at udvikle vinduer til mere end en del af klimaskærmen. Ideerne er blandt andet vinduer med indbygget energiproduktion, vinduer som styring af lys, ventilation, adgangskontrol med mere.

- Her er vi stadig i undersøgelsesfasen. Vi ser på mulighederne, og forsøger at finde ud af om der overhovedet er grobund for sådan et testcenter. Vi har snakket med vinduesindustrien og de virker positive, fortæller Niels Pedersen.

Energi-klyngen arbejder, ud over biomasse og vinduer, også med energirenovering af boliger og virksomheder.

Der er derfor søgt midler til et projekt om energioptimering af små og mellemstore virksomheder på Mors, hvor 200 virksomheder gerne skulle screenes, og 50 virksomheder have udført en energigennemgang med tilhørende afrapportering om hvor, og hvordan der kan spares på energiudgifterne.

Klyngens styregruppe består af lokale virksomhedsledere, men drives og af Morsø kommune.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.646