23948sdkhjf

Dansk Elbil Alliance må råbe højere

Tweets og postkort skulle sikre hurtig afklaring af elbilsituationen i Danmark. Afklaringen lader vente på sig, og nu er man klar til at råbe højere.
Dansk Elbil Alliance indledte 2015 med at sende et ugentligt postkort til klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen for at sende et klart signal om at en afklaring for elbilernes fremtid i Danmark hastede. Nu er der gået en måned siden man sendte det første postkort og lavede de første tweets.

- Der er ikke rigtig sket noget. Vi har fået venlige tak for postkortene, men meget mere er der ikke kommet ud af det endnu. Regeringen lovede os jo en afklaring i begyndelsen af 2015 og vi synes at begyndelsen af 2015 snart må være gået, så vi er ved at blive utålmodige, siger Søren Jakobsen, chefkonsulent hos Dansk Elbil Alliance til Energy Supply.

Læs også: Postkort og tweets skal redde elbilerne

I sidste uge kunne man ellers høre en klima-, energi- og bygningsminister udtrykke stor tilfredshed med sin eldrevne ministerbil, og i forbindelse med indvielsen af supercharger-stationen i Køge love, at elbilerne har en fremtid i Danmark. For Søren Jakobsen er det ikke bare varm luft og øregas, men bekymret, det er han dog.

- Jeg tror egentlig at regeringen gerne vil komme med en god løsning for elbilerne, men det virker som om, at de ikke helt er klar over, at det faktisk haster. For nogle elbiler er der leveringstider på 6 måneder og fordi man skal betale registreringsafgift, når bilerne leveres, så risikerer man som elbilkunde at skulle betale fuld registreringsafgift af en elbil købt i august, hvis den først bliver leveret i januar 2016. Vi kan jo nemt løbe ind i en valgkamp her i foråret, så der først bliver vedtaget noget Folketingssalen i efteråret og så får vi nogle måneder hvor det bliver svært at sælge elbiler. Derfor håber vi meget, at der hurtigt kan findes en løsning og gerne en som mange partier kan støtte, så der ikke skal være usikkerhed om elbilerne til langt ind i efteråret, siger han.

Kampagnen med postkort og tweets har til trods for den manglende afklaring også givet lidt feedback fra målgruppen.

- Rasmus Helveg har retweetet os nogle gange – mest de første tweets. Benny Engelbrecht, som vi også er begyndt at sende postkort til har også takket pænt i et brev og fortalt os at de er i gang med at finde en løsning. Men nu vil vi gerne snart se noget reel handling, siger han til Energy Supply og tilføjer at hvis der ikke er sket noget inden udgangen af februar, så må man tage andre midler i brug.

- Så må vi se om vi kan finde på noget nyt og råbe højere om behovet for en afklaring, men jeg tror stadig på, at det bliver her i februar.

Læs også: Worst case for Danmark som elbilnation
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.302