Debat: Regeringen satser milliarder af skatteyderpenge på brint - men potentielle gevinster tilfalder kun de få
Dette indlæg er en skrevet af en af Energy Supplys klummeskribenter. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Regeringen kaster milliarder ud til højre og venstre i et forsøg på at kickstarte en dansk produktion og eksport af brint. Siden årsskiftet er der afsat 8,3 mia. kr. i driftsstøtte til etablering af et brintrør, som efter fundet af en regnefejl har vist sig nu at være 10,6 mia. kr. Og et regeringsudspil lægger op til at give op til 62 mia. kr. i statsstøtte til havvind.
Ovenstående er de seneste eksempler på en lang række direkte og indirekte støtteordninger, der alle har til formål eller bidrager til at forbedre businesscasen for grøn brint. Aftaler og forslag bliver typisk ledsaget af fortællinger om erhvervs- og eksporteventyr, der, må man forstå, er lige ved at gå danskernes næse forbi.
Det lyder jo umiddelbart godt med både erhvervs- og eksporteventyr. Hvem kunne ikke tænke sig det?
Man skal dog huske på, at her er tale om en satsning på et marked, der endnu ikke eksisterer og et produkt, der stadig er markant dyrere end alternativerne. Det er altså langt fra sikkert, at dette gamble med skatteborgernes penge bliver en succes.
Ud over at forholde sig reelt til omkostningerne og risikoen er det naturligvis værd at spørge: Hvem er det egentlig, der står til at vinde på brintsatsningen, som den ser ud nu, hvis den faktisk skulle vise sig at blive en succes?
Er det Danmark som helhed? - Nej formentlig ikke. Der er endnu ikke lavet en samfundsøkonomisk analyse af den danske brintsatsning som helhed. Derfor er det svært at sige med sikkerhed, men med det massive støttebehov til bl.a. havvind, elektrolysatorer og produktion af brint og brintrør er det meget svært at forstille sig, at regnestykket skulle ende i plus for danskerne.
Er det Danmarks klimamål? – Nej, her betyder brintsatsningen heller ikke meget. Det indenlandske brintbehov er begrænset, og hele formålet med brintrøret er jo at eksportere brint til Tyskland. Selv politikerne har opgivet at kalde projektet for et dansk klimaprojekt, men reklamerer i stedet med de ”enorme eksportmuligheder”, som vi er lige ved at gå glip af. Brintsatsningen er derfor i høj grad statsstøtte til den grønne omstilling hos vores relativt rige naboer i Tyskland.
Er det så skatteyderne? – Næppe. Som nævnt begynder brintsatsningen med et stort underskud for statskassen og dermed skatteborgerne, og der ikke udsigt til, at brintvirksomhederne kan klare sig uden støtte lige foreløbigt. Der er derfor lange og særdeles usikre udsigter til, at der kommer plus i statskassen.
Er det så erhvervslivet? – Nej, ikke for alvor. Satsningen betyder relativt lidt for langt størstedelen af dansk erhvervsliv. Mere havvind vil betyde lavere elpriser, men en større elektrolysekapacitet, vil trække i den anden retning og medføre højere priser. De store mængder af statsstøtte betyder dog, at virksomheder i brintbranchen, der i dag ikke er produktive nok til at klare sig på markedsvilkår, vil trække arbejdskraft væk fra resten af erhvervslivet.
Er det så befolkningen i nabokommunerne til brintrøret? – Nej, de får heller ikke rigtig noget ud af det. Der bliver naturligvis skabt lokale jobs i forbindelse med anlægsfasen af både brintrør og havvind. Langt de fleste er dog midlertidige og vil forsvinde igen efter anlægsfasen. I selve driftsfasen vil der blive skabt permanente jobs, men det er relativt få. Fx vurderer Copenhagen Infrastructure Partners, at deres projekt ”HØST” i Esbjerg, der alene har kapacitet nok til at imødekomme det politiske krav til forhåndsbooking af kapacitet i røret, vil skabe 100-150 permanente jobs. Det er altså ikke i nærheden af at stå mål med udgifterne. Langt størstedelen af naboerne til brintrøret vil derfor primært blive udsat for byggestøj og visuelle gener. Det er trods alt også de færreste naboer til højspændingsledninger, som synes, at de oplever reelle gevinster for lokalsamfundet.
Hvem er det så, der reelt får noget ud af denne satsning?
Det er en meget lille gruppe af brintproducenter og opstillere af vedvarende energi, der måske eller måske ikke kommer til at tjene en masse penge på brint, men som helt sikkert nyder godt af de enorme støtteordninger. Derudover er det de tyske aftagere af brint, der får lavere priser, fordi de danske skatteydere betaler en del af regningen.
Hvis vi rent faktisk tager klimakrisen seriøst, bliver vi nødt til at fokusere på reelle CO2-reduktioner frem for opreklamerede eksporteventyr og pseudo-grøn omstilling for store tocifrede milliardbeløb. Hvis lobbyisme og politisk prestige ender med at gøre omstillingen unødigt dyr, mister vi den brede opbakning til den grønne omstilling, og så bliver det for alvor svært at føre god klimapolitik.
