Klumme: Vi skal investere endnu mere i små virksomheder med appetit på innovation
Dette indlæg er en skrevet af en af Energy Supplys klummeskribenter. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Små og mellemstore virksomheder (SMV’er) omtales ofte som rygraden i dansk erhvervsliv.
De knap 300.000 danske SMV’er beskæftiger over 1 mio. årsværk, står for 30 procent af eksporten og er arbejdsplads for to ud af tre danskere i den private sektor.
Men samtidig er SMV’erne underrepræsenterede på innovationsfronten. Analyser viser, at vi har færre innovative SMV’er, end vi burde have. Antallet af SMV’er, der investerer i egen forskning og udvikling er faldet de senere år, og det er noget skidt, når vi står overfor betydelige samfundsudfordringer, som vi bedst kan løse med et stærkt vækstlag af innovative virksomheder.
I det lys var det derfor ekstraordinært glædeligt at se ansøgerfelt til EUDP – Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram være tætpakket med små og mellemstore innovative virksomheder. Da ansøgningsfristen udløb i marts, havde hele 51 energivirksomheder indsendt innovationsprojekter til en samlet ansøgningssum på over 300 millioner kroner.
Fælles for de 11 projektansøgninger var, at SMV’erne spiller en central rolle i dem. De vil finde ud af, om vi kan anvende tøris til transport af CO2, om vi kan inspicere kritisk infrastruktur med robotter og udvikle billigere og mere effektive veje til brintproduktion.
Projekter, som kan være afgørende for Danmarks grønne omstilling – og samtidig den type innovation, der kan være med til at sikre Danmark en plads blandt de grønne frontløbere.
SMV’erne bidrager ofte med nytænkning og agilitet, og tit i god projektsamklang med de større virksomheder. Sammen har de potentialet til at drive udviklingen fremad i tæt nærhed til det marked, som efterspørger en god løsning. En støtte til SMV’ernes innovationskraft er dermed også en støtte til den grønne omstilling.
Men SMV’erne har også brug for en målrettet indsats for at fremme deres forskning og udvikling, blandt andet i form af støtte. Derfor venter vi nu spændt på udfaldet af EUDP-ansøgningerne til juni.