Tag førertrøjen på: Sektorkobling er Danmarks næste energieventyr
Dette er en klumme fra en af Energy Supplys klummeskribenter. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Vindeventyret er et af Danmarks største erhvervseventyrer, som både på vækst, innovation og ambitioner sætter Danmark massivt på verdenskortet som klar innovationsleder.
Vindmølleeventyret fører til udvikling af verdensklasseteknologier, succesfulde virksomheder og forskningsinstitutioner og er baseret på et stærkt, tillidsbaseret økosystem for offentligt-private partnerskaber med udgangspunkt i Danmark.
Men - vindeventyret er ikke forbeholdt Danmark alene. Andre lande kan i stigende grad også. Og Danmark skal forsætte med at investere i at udbygge vores konkurrencefordele på energiområdet.
Det er derfor nu, vi skal holde fast, lægge på og videreudvikle.
Vi skal naturligvis blive ved med at være udviklende og innovative indenfor vindenergi. Styrke vores forskning og udvikling, investere i vores grønne ambition og insistere på, at Danmark slet ikke er til at komme udenom, når vi taler vindenergi.
Men samtidig skal vi også tage de næste skridt og gøde jorden for det, der skal sikre grobunden for flere blomstrende erhvervs- og forskningsmæssige styrkepositioner indenfor energiteknologi. Denne gang med fokus på hele energisystemet.
Jeg er overbevist om, at netop det samlede og smarte energisystem – og forståelsen heraf – kan rumme nøglen til at kunne udvikle Danmarks næste energieventyr. For dem kan der godt komme flere af.
Fremtidens energisystem skal være grønt, men også elektrisk, fleksibelt, effektivt og driftssikkert. Og det forudsætter, at fremtidens energisystem hænger sammen. At det ikke består af siloer, der for eksempel henholdsvis enten producerer eller forbruger energi, men i stedet består af tætte symbioser mellem de forskellige dele i energisystemet.
Sektorkoblingen og nedbrydningen af siloer på tværs er så integreret dansk, at vi helt kan glemme, at det ikke er sådan, det fungerer i resten af verden.
At man i Danmark helt naturligt kan have en samtale mellem et kommunalt ejet fjernvarmeselskab og en industrivirksomhed om at udnytte overskudsvarme til gavn for alle; klimaet inklusive, uden at den oplagte ide sander til i bureaukrati eller korruption involveret.
Det er den moderne udgave af andelstanken, og lige som andelsbevægelsen kan vi med sektorkoblingen skabe meget mere ved at skabe det sammen – i tillid på tværs.
Min påstand er, at ingen forstår elementerne i ét sammenhængende energisystem bedre, end vi gør i Danmark. Ingen har som vi gjort sektorkobling, systemintegration og smart grid til paradediscipliner og mønstereksempler på, hvordan opgaven kan løses. Sektorkobling kan også foregå henimod andre sektorer som landbruget, transportsektoren og industrien.
Det er der vækst og konkurrencemæssige potentialer i!
Vi skal gøre Danmark til vejviser i fremtidens energisystem og sektorkobling. Vi erspecialister i at udvikle sammenhængende energisystemer og det naturlige sted, hvor man identificerer og dyrker potentialer og nicher indenfor fx elektrificering, brug af energidata og digitalisering af energisystemet og energieffektivisering. På den baggrund kan vi udvikle endnu flere energieventyrer, som verden efterspørger.
Artiklen er en del af temaet Debat.