23948sdkhjf

Tilslutningsafgift skræmte kunderne væk. Nu er de alligevel endt i økonomisk knibe

Lave gaspriser og høje tilslutningsafgifter afholder borgere i Næstved Kommune fra at koble sig på fjernvarmenettet. Det har givet uforudsete problemer

Udrulningen af fjernvarme er igen blevet et varmt samtaleemne. For i takt med at priserne på alternative varmekilder har stabiliseret sig, er borgerne blevet mere tilbageholdende med at komme på fjernvarmenettet.

Det var også tilfældet i Appenæs ved Næstved, hvor beboerne i efteråret 2023 sagde nej til fjernvarme. 

Nu er de mange husstande, der ønskede fjernvarme, endt i en dobbelt kattepine. Ikke blot må de undvære fjernvarmen; de er også automatisk sat i karantæne for at søge tilskud til alternative grønne varmekilder. 

En karantæne, der kan vare op til fem år, og for eksempel hindrer borgere i at søge Energistyrelsen om det populære tilskud på 17.000 kr. fra varmepumpepuljen. 

84.000 blev for dyrt

Ifølge sn.dk er det især tilslutningsafgiften på 84.000, der har skræmt borgerne i Appenæs væk fra fjernvarmeprojektet. 

Men Kristoffer Petersen, bestyrelsesformand for Næstved Fjernvarme, er lidt træt af det store fokus på tilslutningsafgiften. I hans optik har fjernvarmeselskabet kørt en åben og transparent løsning, hvor folk får at vide, hvad det koster at være medlem i klubben.

- Det er politikerne, der har bedt os om at løse en opgave. Og man er jo nødt til at sikre sig, at de mennesker, der kommer på nettet betaler den andel, det koster at komme på. Jeg må jo ikke tage penge fra de eksisterende kunder, siger Kristoffer Petersen til Energy Supply, og tilføjer:

- Vi bliver beskyldt for, at vi jo bare kan lave priserne om, men det kan vi jo ikke. Det er varmeplansmyndigheden, der har ansvaret her.

Næstved Fjernvarme havde ellers lagt sig i selen med at gøre konverteringen til fjernvarme attraktiv. I månederne før deadline introducerede selskabet blandt andet en ny betalingsmodel, hvor kunderne blev tilbudt at tilslutte sig for 35.000 kr. og afdrage resten over 20 år. 

Alligevel endte tilslutningsprocenten på 27 procent.

Er ikke enestående

Nu vil Klimaudvalget i Næstved Kommune undersøge, hvad der kan gøres for at få de påvirkede borgere sluppet løs af karantænen.

- Vi føler virkelig med de borgere, der er blevet fanget i det her, fordi fjernvarmen blev fravalgt. Derfor vil vi have kridtet banen op, så vi kan træffe en beslutning, der giver dem mulighed for at opnå tilskud fra staten, siger formand for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget, Rune Kristensen (K), til sn.dk.

Også energiselskabet OK har blandet sig i debatten. Her kalder CCO Michael Lamberth karantænen for urimelig og taler for, at boligområder som Appenæs skal have ordentlige betingelser for at kunne skifte til en varmepumpe, når fjernvarme ikke længere er en mulighed.

Ifølge Michael Lamberth er problemet langt fra enestående.

- Alene i OK har vi lige nu mere end 20 henvendelser liggende fra borgere, der står i samme situation. De ønsker at få installeret en varmepumpe, men kan ikke opnå statsligt tilskud til det på grund af karantæne-reglerne, har Michael Lamberth udtalt i en pressemeddelelse.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.636