23948sdkhjf

Oliepriserne stiger på bekymringer om forsyningsforstyrrelser

Oliepriserne stiger onsdag morgen på bekymringer om forsyningsforstyrrelser, efter at USA's præsident, Donald Trump, har truet med at indføre told på Indien som reaktion på landets import af russisk råolie.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 68,07 dollar mod 67,94 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 65,57 dollar mod 65,48 dollar tirsdag eftermiddag.

- Trump gentog i går sin trussel om at forhøje tolden på indiske varer "substantially" inden for de næste 24 timer, hvis ikke Indien stopper med at købe russisk olie. Indien køber en tredjedel af sin olie i Rusland, og hvis Indien bøjer sig - hvilket de hidtil har nægtet - vil det mindske det globale udbud af olie, skriver Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker hos Global Risk Management, i et notat.

USA's krav om, at Indien skal stoppe med at købe russisk olie, risikerer at forstyrre de globale forsyningsstrømme. Indiske raffinaderier vil være tvunget til at finde andre alternativer, mens russisk råolie må omdirigeres til andre købere.

Markedets øjne er også rettet mod Organisationen af Olieeksporterende Lande og dens allierede, Opec+, som søndag blev enige om at øge medlemslandenes olieproduktion med 547.000 tønder om dagen i september. I flere år har Opec+ ellers begrænset produktionen for at støtte markedet.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 3375,05 dollar mod 3385,38 dollar tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094