23948sdkhjf

Grøn fond styrker sameksistens mellem vindmøller og havmiljø

Regeringen har sammen med SF, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre lavet en aftale, som udmønter ca. fem milliarder kroner af Grøn Fond.

Nogle af pengene går til Havnaturfonden, der skal sikre naturen i forbindelse med den store udbygning af havvindmøller i Danmark og indsamle viden om sameksistens mellem vindmøller og havmiljø. 

Det hilser Green Power Denmark velkommen.

- Det er godt, at Havnaturfonden får statslig finansiering frem til 2030. Vi står midt i en klimakrise og en biodiversitetskrise, og de skal løses sammen. Det ligger energibranchen meget på sinde, og derfor har vi også presset på for Havnaturfonden. Men for at det kan lykkes, er det også vigtigt med afklaring på statslig finansiering efter 2030, udtaler Camilla Holbech, afdelingschef for vedvarende energi og internationalt samarbejde.

I 2024 er der afsat 24 millioner kroner til Havnaturfonden, mens beløbet er 100 millioner kroner i 2025. Fra 2026 og frem til 2030 bliver det 75 millioner kroner om året.

Afventer afklaring

Trods glæden over, at finansieringen er faldet på plads, understreger Green Power Denmark, at man stadig afventer afklaring på den endelige indretning af Havnaturfonden fra Miljøministeriet.

- Vi er stadig et stykke vej fra, at Havnaturfonden bliver til virkelighed. Det er vigtigt, at miljøministeren rykker hurtigt, da vi står foran Danmarkshistoriens største udbud af havvindmøller. Det udbud er en unik mulighed for med Havnaturfondens hjælp at indsamle data om de miljømæssige påvirkninger af vindmøller på havet og bruge den viden, når vi skal bygge de næste havvindparker, siger Camilla Holbech og fortsætter:

- Hvis Danmark skal være foregangsland for udbygning af vedvarende energi på havet, skal vi også vise, hvordan vi samtidig beskytter naturen i havet og potentielt bidrager til genopretning af arter og habitater.

Anbefalinger til arkitektur

Green Power Denmark er sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Tænketanken Hav kommet med anbefalinger til, hvordan Havnaturfondens arkitektur bør se ud for at imødekomme behovet for mere viden om sameksistens og naturgenopretning. 

Organisationerne anbefaler, at man igangsætter arbejdet med at samle, indsamle og opbevare data hurtigst muligt, og at der udarbejdes et kommissorium.

På den længere bane anbefaler organisationerne, at Havnaturfonden vedtages ved lov, at den evt. samtænkes med Den Danske Naturfond, og at finansiering af Havnaturfonden fremover skal deles mellem bidrag fra staten, private fonde og EU, havvindsudviklere og andre private aktører, som har en påvirkning på havmiljøet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125