23948sdkhjf

Håndsrækning til en ny type grønne anlæg

En justeret tarifmodel med en ekstra kundekategori (A-høj+) gør det billigere at koble de største elforbrugsanlæg – som for eksempel Power-to-X – på distributionsnettet.

Elnetselskabernes Tarifmodel 3.0 får nu tilføjet en ny kundegruppe (A-høj+), der bl.a. retter sig mod Power-to-X-anlæg med energikrævende elektrolyse. 

Green Power Denmark har anmeldt kundekategorien til Forsyningstilsynet, der har sendt tarif-differentieringen i høring.

Det oplyser organisationen på sin hjemmeside. 

– Vi har udviklet en ny forbrugskategori med en lavere tarifering. Idéen med A-høj+-kategorien er at sikre en mere omkostningsægte og dermed billigere afregning af de forbrugsanlæg, der placerer sig højst oppe i eldistributionsnettet – altså på lokaliteter, hvor nyt forbrug kræver mindst netudbygning, siger afdelingschef Julie Starostka fra Green Power Denmark om forslaget, der skal være med til at sikre den nødvendige netudbygning for færrest mulige omkostninger til transformerstationer og kabler.

Elnettet opererer på en række spændingsniveauer, hvor 0,4, 10 og 30-60 kV er de mest gængse blandt distributionsselskabernes, mens Energinet driver net på 132/150 og 400 kV-niveau.

– Meget store Power-to-X-anlæg vil blive koblet på hos Energinet, men de lokale elnetselskaber får også henvendelser på anlæg. Nogle Power-to-X-anlæg bliver nu billigere at tilslutte og drifte. Med den nye kundekategori understøtter vi den grønne omstilling, siger Julie Starostka.

Tarifmodel 3.0

Formelt har Green Power Denmark anmeldt en ændring til branchevejledningen for tarifering af forbrugskunder under det, der populært bliver betegnet Tarifmodel 3.0. Ændringen er efterspurgt blandt kunderne og introducerer tarifering af forbrugskunder tilsluttet direkte på 30-60 kV-skinnen i en 132-150/30-60 kV-station.

– Den form for tilslutning er økonomisk hensigtsmæssig, påpeger Julie Starostka.

Ændringen gælder også for de eksisterende A-høj-kunder, der fremover kan kategoriseres som A-høj+-kunder. De vil få en reduceret tarif og effektbetaling.

A-høj+-kunder skal i lighed med A-høj-, A-lav- og B-høj-kunder betale abonnement, effektbetaling og tidsdifferentierede forbrugstariffer.

Efter en godkendelse i Forsyningstilsynet er det op til det enkelte elnetselskab, om selskabet vil benytte Green Power Denmarks branchemetode.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095