Risø skal være hotspot for bæredygtig energi: 248.000 kvadratmeter testfaciliteter på vej
Udvidelse og nyt samarbejde skal gøre Risø til globalt kraftcenter for bæredygtig energi
- Et rygstød til forskningen i energiteknologier og energisystemer. Medvind til virksomheder med bæredygtige ambitioner. Og et boost til Roskilde som uddannelses- og erhvervsby.
Sådan lyder det fra de to parter bag en ny strategisk samarbejdsaftale om at udvide Risø nord for Roskilde.
- Med denne aftale sætter vi gang i at udvikle Risø til internationalt kraftcenter for bæredygtig energi. Vi har en unik mulighed for at bygge oven på de faciliteter og den ekspertise, som allerede findes på området og i resten af Roskilde Kommune – de giver perfekte vilkår for virksomheder, forskere og studerende, siger borgmester Tomas Breddam.
Aftalen er indgået mellem DTU og Roskilde Kommune i sidste uge, hvor DTU’s rektor, Anders Bjarklev, og borgmester i Roskilde Kommune, Tomas Breddam, satte deres underskrift på aftalen.
Et stort forsknings- og erhvervspotentiale
DTU har besluttet at flytte to uddannelser med omkring 200 kandidatstuderende til området inden 2030. En lokalplan giver mulighed for, at virksomheder kan etablere sig i området.
- Det passer perfekt med Roskildes ambitioner om at tiltrække virksomheder, der løser hele verdens bæredygtige udfordringer. På fremtidens Risø får de mulighed for at skabe innovation i tæt samspil med forskere og studerende, fremgår det af en pressemeddelelse.
På DTU er glæden stor. Universitetet har i forvejen et stort campusmiljø, og med de mange nye studerende og faciliteter er der basis for, at det udvidede Risø bliver et forsknings- og erhvervsområde med op mod 4.000 arbejdspladser.
- Vi har klare ambitioner om at blive et globalt hotspot for bæredygtig energi, og der rummer Risø og Roskilde Kommune et stort potentiale. Det er en udbygning, der skal ske i samarbejde med store danske og internationale virksomheder og i tæt samarbejde med lokale virksomheder, hvor vores studerende kan løse udfordrende opgaver, der er relevante for industrien, siger DTU-rektor Anders Bjarklev.
Det samlede udviklingsareal udgør 500.000 kvadratmeter, og den gældende lokalplan giver mulighed for at opføre et nyt campus samt yderligere forsknings- og testfaciliteter i en første etape på ca. 248.000 kvadratmeter.
Artiklen er en del af temaet Video & Billedserier.