23948sdkhjf

Organisationer: Politisk nøl sætter en stopper for den grønne omstilling

Boligejerne er fanget i en venteposition, mens kommunernes fjernvarmeplaner trækker ud, og varmepumpepuljen samler støv. Derfor må de partier, der bremser frigivelsen, tage ansvaret på sig og få sat skub i den nødvendige grønne omstilling af landets mange olie- og gasfyr uden for fjernvarmenettene, lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd og Tekniq Arbejdsgiverne

Indtil videre har kun omkring halvdelen af landets kommuner færdiggjort alle varmeplaner, der skal vise de planlagte fjernvarmeområder. 

Samtidig står den længe ventede varmepumpepulje på standby og kommer efter alt at dømme først til at åbne i september, selvom det skulle have været sket i starten af året. 

Det gør det svært at nå at skifte olie- eller gasfyret ud inden fyringssæsonen, og en del danskere vil derfor ende med gå en både dyr og klimamæssig sort vinter i møde.

Det er en helt urimelig forskelsbehandling, hvor nogle husejere bliver holdt hen i det uvisse uden grund, lyder det fra nu fra både Tekniq Arbejdsgiverne og Landdistrikternes Fællesråd i en fælles pressemeddelelse.

- Vi ser desværre et meget ensidigt fokus på fjernvarmeudrulning, som trækker tempoet ud for alle de konverteringer, der ikke skal ske til fjernvarme. Det underminerer vores mulighed for at skabe en hurtig og effektiv grøn omstilling uden flaskehalse, og efterlader mange danske familier uden antydningen af en plan for, hvordan de kommer af med gassen. Det er ikke godt nok, og vi må ikke lade politisk nøl sætte en stopper for den nødvendige grønne omstilling af samfundet, siger Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i Tekniq Arbejdsgiverne.

Boligejere holdt i jerngreb

Klimaminister Lars Aagaard har af samme grund meldt ud, at han ønsker at lade tilskudskronerne fra varmepumpepuljen flyde ud i alle egne - også der, hvor kommunerne endnu mangler at færdiggøre deres varmeplaner. 

Omvendt er der andre partier på Christiansborg, der ikke er klar til at prioritere varmepumpepuljen. Derfor opfordrer Tekniq Arbejdsgiverne og Landdistrikternes Fællesråd nu til, at de partier, der blokerer for at frigive varmepumpepuljen, slipper deres jerngreb om boligejerne.

- I de dele af landdistrikterne, hvor der er længere mellem husene, og hvor der ikke er udsigt til fjernvarme eller andre kollektive varmeforsyningsløsninger, er varmepumpen et oplagt alternativ. Her er tilskuddet til varmepumper vitalt for, at olie- eller naturgasfyret rent faktisk bliver udfaset. Det skyldes, at boligejere i landdistrikterne ikke har samme adgang til finansiering af større energirenoveringer - blandt andet på grund af manglende friværdi i boligen. Derfor er det helt uholdbart, at danskere i landdistrikterne må vente i det uvisse på at få tilskud til at skifte deres gamle olie- og gasfyr ud med en varmepumpe, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Varmepumpepuljen med cirka en kvart milliard kroner skulle have åbnet i løbet i første kvartal i år. I løbet af året har installatørerne oplevet, at tilgangen af nye ordrer på varmepumper er svundet gevaldigt ind, viste en rundspørge blandt VE-installatørerne i foråret. 

I samme periode har puljen til at fremme fjernvarme løbende været åben og er samtidig blevet tilført ekstra midler.

Klimarådet vurderer, at fordelingen af varmepumper og fjernvarme skal være nogenlunde ligelig. Rådet skønner derfor, at der frem mod 2030 vil blive udskiftet cirka 226.000 gas-, olie- og pillefyr med varmepumper, mens 174.000 husstande vil få en fjernvarmetilslutning.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101