23948sdkhjf

Sydfyns Elforsyning kom godt ud af 2012

Vækst på fiber og øget kundefokus er medvirkende til, at Sydfyns Elforsyning kan præsentere et flot 2012-årsregnskab.
Allerede tidligt i 2012 viste Sydfyns Elforsyning (SEF) positive takter, og udviklingen fortsatte gennem hele 2012, lyder det i en pressemeddelelse fra Sydfyns Elforsyning.

- Vi har netop lagt sidste hånd på årsregnskabet for 2012, og det viser et plus på bundlinjen på 22 millioner kroner efter skat, og det er vi naturligvis tilfredse med, siger Anders Banke, der er administrerende direktør hos SEF.

Formand Guri Krøis ser også med tilfredshed på resultatet for 2012 og roser medarbejderne for at stå last og brast med virksomheden, selv om der har været stormvejr.

Fald i omsætningen
SEFs nettoomsætning i 2012 var på 233 mio. kr. mod 249 mio. kr. i 2011. Faldet i nettoomsætning skyldes ifølge selskabet de faldende elpriser.

- Der er flere faktorer, der bidrager positivt til resultatet. Fiberområdet med internet, TV og telefoni er steget væsentligt i 2012 – på trods af den hårde konkurrencesituation, fortæller Anders Banke.

Forrentningen af selskabets portefølje af værdipapirer har ligeledes bidraget positivt til resultatet, og det samme gælder SEFs salg af ejerandelen i FynsNet 150 kV.

Et begivenhedsrigt 2012
Hos SEF kan man udover det positive resultat se tilbage på et begivenhedsrigt år.

- I det tidlige forår var der – som de fleste sikkert husker - stort fokus på virksomhedens ejerforhold og et eventuelt salg, og der skal ikke herske tvivl om, at det var en udfordrende periode, hvor debatten resulterede i, at en del el-kunder forlod SEF, ligesom det påvirkede SEFs medarbejdere at se deres arbejdsplads i medierne dagligt, udtaler Anders Banke.

Senere på året havde SEFs ledelse formået at genoprette roen i organisationen, og i slutningen af oktober kunne de 95 medarbejdere tage det nye domicil, Vores Lys, i brug.

- Det har bidraget positivt til virksomheden. De nye rammer har givet os mulighed for en helt ny kundeorientering, ligesom vi nu har samlet alle dele af virksomheden under ét tag, samtidig med at vi har fået plads til en butik så vi kan yde vores kunder en bedre service lyder det fra den administrerende direktør.

Udover at runde 2012 af med et flot regnskabsmæssigt resultat, offentliggjorde Energitilsynet i december, at SEF var landets næstmest veldrevne elnetselskab. Det skete i Energitilsynets årlige benchmark-analyse.

- Den analyse viser med al tydelighed at SEF er en veldrevet og effektiv virksomhed, slutter Anders Banke.

Ledelsen hos SEF forventer, at 2013 bliver et udfordrende år med skærpet konkurrence på alle forretningsområder. Det er dog SEF mål at fastholde sin position i lokalmarkedet og udbygge sin position udenfor forsyningsområdet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094