23948sdkhjf

Siemens: Satser på danske underleverandører

Kravene til underleverandørerne stiger, lyder det fra Siemens, som også i fremtiden ønsker et tæt samarbejde med danske virksomheder.
Siemens ønsker fortsat at satse på danske underleverandører, når fremtidens vindmøller skal opføres.

Det fastslår Jan Kjærsgaard, direktør for Siemens Wind Power A/S, over for Energy Supply.

- Traditionelt bruger vi rigtig mange danske underleverandører, og det vil vi også gerne gøre fremover. Men det er klart, at det er vigtigt, underleverandørerne har en vis styrke og udviklingskraft, så de også kan levere fremadrettet. Når antallet af møller stiger, og når møllerne vokser, så stiller det også større krav til komponenterne, og så er man nødt til at investere, siger Jan Kjærsgaard.

Siemens har været i Danmark siden 1893, og koncernen beskæftiger i dag 6.800 ansatte, som blandt andet fremstiller vinger og samler generatorhuse til vindmøllerne. Herudover leveres størstedelen af de mange komponenter af underleverandører, hvilket gør placeringen i Danmark ideel.

- Der har altid været en god underskov af dansk industri i vindmølleindustrien, så der er en god basis for underleverandører i Danmark, og det udnytter vi bare. Engang var der jo ti danske vindmølleproducenter, og selv om der nu kun er to, så er det stadig to aktører, der køber meget hos industrien, fastslår Jan Kjærsgaard med henvisning til konkurrenten Vestas.

Kniber med lånefinansieringen
Han tilføjer, at Danmark logistisk set ligger godt med flere havne og i øvrigt er tæt på to af de store offshoremarkeder i form af England og Tyskland. Endelig bliver de så ofte omtalte danske lønningers andel af vingeproduktionen hele tiden reduceret.

Til gengæld efterlyser Jan Kjærsgaard bedre finansieringsmuligheder for de underleverandører, som har ambitioner om et samarbejde med Siemens.

- Der findes leverandører, som har det vanskeligt med finansieringen, og der kunne vi godt tænke os nogle politiske initiativer, som gør det muligt at fastholde den gode underskov af leverandører i Danmark, siger Jan Kjærsgaard og nævner lånegarantier fra staten som en mulighed.

Endelig kunne et internt samarbejde i branchen være en vej at gå.

- Der er nogen underleverandører, som har vanskeligt ved at låne penge, så der kunne måske ligge en fordel i, at de søger sammen og derved bliver lidt større, siger Jan Kjærsgaard.

Vil man på den baggrund se flere konsolideringer?

- På nogle områder kunne det være udmærket, så der kunne komme nogle endnu stærkere spillere, lyder det fra Siemens Wind Power-direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125