23948sdkhjf

Klumme: Green Washing – smitter farven af på regnskabet?

Green washing – at markedsføre sine produkter som grønne – er udtalt blandt maritime produktleverandører. Men er det den politiske korrekthed eller energibesparelserne, der får kunden til at trække tegnedrengen frem og købe grønt frem for sort?
De bevægelser og trends, der driver slutkunden, påvirker dig, uanset hvor din virksomhed befinder sig i fødekæden. De værdier, der er topprioritet for forbrugerens selvforståelse og virkelighed, afspejles i den måde, vi må agere på markedet overfor leverandører, kunder, samarbejdspartnere og ikke mindst medier og politikere.

I de gode tider stod der CSR (Corporate Social Responsibility) på alt. Eller i hvert fald på alle markedsledernes produkter. Markedet var uendeligt positivt, og der blev efterspurgt og levereret grønne produkter, fordi vi alle sammen ville være med til at redde Moder Jord og efterlade et bedre klima til vores børn.

Det var ikke så meget et spørgsmål om pris, men mere om image og selvforståelse. Kunderne ville gerne have miljøvenlige og grønne produkter, fordi de var gode samfundsborgere, der tænkte på naturen og fremtiden for samfundets og miljøets skyld. Og det måtte man også gerne kunne se på det, de købte og arbejdede med. På produktionssiden var det her, at begreber som Zero Energy og Cradle to Cradle blev buzzwords indenfor blandt andet byggebranchen, og genbrug ikke kun var noget, man læssede på naboens trailer i weekenden.

Brancheeksempel fra de flydende kraftværker:
Den maritime branche har generelt været et godt stykke bagud i forhold til den landbaserede energisektor, når det gælder grønne produkter. Det kan et stykke af vejen måske forklares med, at shipping tidligere har været en ”ude af øje ude af sind”-branche, og hvor den iboende globalisering har besværliggjort et politisk fokus på miljøkrav indenfor udledninger af røggasser på nationalt plan.

Men blandt Eksportforeningens maritime netværks mere end 160 medlemmer, Danish Marine Group, har vi tydeligt mærket, at havets kraftværker, i form af de mange forskellige skibstyper, som danner fundamentet for verdens energiforbrug, produktion og globalt forbrug, er godt og grundigt under green washing-behandling. Det ser vi blandt andet ved, at andelen af de maritime produktleverandører, der har et grønt produkt på hylderne, er vokset markant de seneste 10 år.

Men samtidig kan vi se, at der de seneste år har været et tydeligt skift i markedsføringen af de grønne produkter. Tidligere markedsførte leverandører grønne produkter på deres mindre udledning fra skibene, og man antog, at branchen var villig til at bære en øget omkostning for at opnå en ”renere” branding for nu at blive i vaske-jargonen. I dag er fokus i stedet åbenlyst på optimering og effektivisering ved at hive mere energi ud ved mindre forbrug. Det hedder i daglig tale energieffektivisering og skal på managementsprog læses som: Besparelser!

Virker green washing af produkter så over for kunderne på markedet, som det ser ud i dag? Det korte svar er ja, men forbrugeren – og dermed vores kunder - er ikke så tilbøjelige til at bruge flere penge på at brande sig selv som gode mennesker længere. Der skal også brød på bordet og ferie i kalenderen, så udgiftssiden er kommet i fokus. Det er blevet væsentligt sværere at sælge det grønne produkt, fordi det er miljøvenligt alene. Skal det sælges og påvirke din bundlinje, skal det beviseligt kunne spare kunden for udgifter på andre områder.

Så skal du green washe din virksomhed og dit produktkatalog, skal du sørge for, at der smitter nogle besparelser af på dine kunders regnskab. Ellers er der en stor chance for, at de bliver ved med at købe sort.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094